Trods krig, CO2-afgift og klimaudfordringer var formanden for Holstebro-Struer Landboforening, Kristian Gade, fortrøstningsfuld ved foreningens generalforsamling, der blev afholdt ved Sagro.
Danmark er det førende landbrugsland, og det er det bedste erhverv at være i. Det var nogle af de udsang, der kom frem, da formand Kristian Gade holdte sin beretning ved Holstebro-Struer Landboforenings generalforsamling, der blev afholdt hos Sagro i Holstebro.
Der er ellers nok at være bekymret om, som formanden også var inde på. Krigen i Ukraine, statsligt bureaukrati i landbrugsforvaltningen, klimaspørgsmål, fire procent brak og andre sager.
- Det kræver både, at vi i landbruget er omstillingsparate i en eller anden form, men det er vi heldigvis kendt for at være gode til. Vi er alle sammen nødt til at kigge indad, sagde Kristian Gade og uddybede:
- Vi er alle sammen nødt til at kigge med et positivt sind og vise og sandsynliggøre over for politikere, at vi både kan og vil gøre vores absolut bedste sammen for at nå det første step, som er målet i 2030, sagde han med henvisning til målene for reduktion af CO2-aftryk.
Rift om god dansk landbrugsjord
Skal spise en elefant
Ifølge Kristian Gade er det »en ordentlig elefant«, der skal spises i landbruget, hvis man skal nå i mål med at reducere CO2-aftrykket med cirka 5.000 ton frem mod 2030, og det kan kun gøres i bidder, lød det. Men alligevel var der grund til fortrøstning, mente formanden.
- Min alderudskyggende tro og forventning om, at realisme og fornuften dog sejrer, ligger i regeringsgrundlaget, der tydeligt beskriver, at Danmark er et landbrugsland. Landbruget skal udvikles, det skal ikke afvikles, sagde han og fortsatte:
- Og det er endnu mere betryggende, når fødevareminister Jakob Jensen på et nyligt eksportfremstød for danske landbrugsprodukter og teknologi i Sydkorea og Japan sagde til dem, at de skal se Danmark som det førende landbrugsland, sagde formanden.
Landbruget er en del af løsningen
Plus på bundlinjen
De cirka 100 fremmødte på generalforsamlingen kunne konstatere, at foreningen var kommet ud af 2022 med et plus på bundlinjen.
Trods et underskud på 1,2 millioner kroner på den primære drift var der et plus på 1,4 millioner i årets resultat, blandt andet takket være indtægter fra andre kapitalandele.
Der kom også et nyt ansigt i bestyrelsen ved valget, hvor Marieke Dekker afløste Anders H. Ørts. Til gengæld var der genvalg til Kristian Gade, Jacob Søndergaard Skals og Helge Nielsen.