Det startede med musik og sang, men formand Lars Jonsson kom siden med dystre toner på generalforsamlingen i Nordsjællands Landboforening, hvor der også er røde tal på bundlinjen.
Det begyndte så festligt, da Nordsjællands Landboforening holdt generalforsamling på Metalskolen Jørlunde nær Slangerup. Op til mødets start spillede den lokale pianist Kjeld Lauritsen på klaver, og der blev vanen tro indledt med fællessangen »Det er i dag et vejr«.
Efterfølgende så de næsten 150 fremmødte i skolens auditorium en lille film med mælkeproducent og foreningens næstformand, Kaare Larsen, der viste alle de gode sider i jobbet som landmand.
Formanden Lars Jonsson aflagde dernæst beretning. Og så sluttede festen. Lars Jonsson kom nemlig hurtigt ind på en række af de emner, som blandt andet CO2-afgift, vandområdeplaner og stigende energipriser, der giver udfordringer og bekymringer hos mange af de nordsjællandske landmænd.
Både udsigten til en CO2-afgift og massive efterafgrødekrav som følge af de seneste vandområdeplaner fik hårde ord med på vejen fra den nordsjællandske landboformand, der kaldte planerne om en CO2-afgift på landbruget for »helt vanvittigt«.
Landbruget vil holde øje med regeringen
Dyrt og effektløst
- Vi frygter det værste. Beregningerne viser tydeligt, at det vil medføre store konsekvenser med konkurser og tab af mange arbejdspladser, lød det blandt andet fra Lars Jonsson, der tilføjede:
- En CO2-afgift er ikke løsningen for landbruget, og vi er grundlæggende imod en ekstra afgift på landbrugets biologiske processer. Med en afgift sender vi midler væk fra bedriften, som vi kunne bruge til at udvikle og investere i grønne løsninger.
Lars Jonsson påpegede efterfølgende, at mange af foreningens medlemmer bliver ramt, hvis det ikke lykkedes at få ændret indsatskravene i den tredje og sidste udgave af vandområdeplanerne.
- Efterafgrødekravet kan blive svimlende dyrt for den enkelte landmand og kan vise sig at være fuldstændig effektløs, fastslog han og konstaterede, at der paradoksalt nok ikke var noget krav i de vandplaner, som er gældende nu.
Økonomi, klima og sammenhold
Millionunderskud
Flere nordsjællandske landmænd er også ramt af andre udfordringer, og Lars Jonsson pointerede, at bæverne efterhånden er blevet en stor plage i Nordsjælland.
- Sidste år viste vi, hvordan de har spredt sig ud i vandløbene, siden de blev sat ud i 2009. Problemerne bliver ikke mindre, og jo mere vi har dykket ned i reglerne og aftalerne, føler vi os ført bag lyset.
- Da vi lavede aftalerne med Naturstyrelsen, blev vi lovet, at problemer ville blive løst. Det gør de bare ikke, og det er vi naturligvis ikke tilfredse med, understregede Lars Jonsson.
Efter beretningen aflagde direktør Niels Peter Ravnsborg regnskab for foreningen, der står bag rådgivningsvirksomheden Agrovi. Det er røde tal på bundlinjen, og det genskabte ikke ligefrem feststemningen.
Efter mange år med overskud endte det seneste regnskab med et underskud på 2,7 millioner kroner, og det begrundede Niels Peter Ravnsborg blandt andet med mange investeringer.
- Vi er godt klar over, vi ikke kan fortsætte med underskud, og det kommer vi heller ikke til. Vi har foretaget nogle tiltag, og investering koster. Vi har generelt en sund drift, meddelte Niels Peter Ravnsborg.
Årets unge landmand
På generalforsamlingen i Nordsjællands Landboforening blev Christoffer Dam kåret som »Årets unge landmand 2023«.
Christoffer Dam er 21 år og allerede godt i gang med at etablere sig som selvstændig landmand. Han driver både maskinstation og forpagter jord med base fra sine forældres ejendom ved Kirke Hyllinge i Hornsherred, hvor han nærmest er født ind i landbruget.
Han har i flere år endvidere deltaget i DM i pløjning, ligesom han også har været med, når landboungdom har holdt traktortræk-stævner.
/ jhal