Landbrugsfaglig studietur: Uganda med landbrug og mange unikke oplevelser

Der venter – sikkert mod manges forventning – masser af rigtige, afrikanske oplevelser i Uganda. Landet midt i Afrika har både landbrug i alle mulige størrelser og natur med safari med de velkendte dyr med meget mere. Tag med derned på en studietur i slutningen af november og starten af december i år.

Uganda byder på masser af oplevelser på en tryg måde, uden at blive udsat for alt for varmt vejr.

Med andre ord er det et rejsemål, som fortjener langt flere besøgende, end der er nu. Det gælder også for landmænd og ægtefæller/samlevere, som vil opleve noget helt særligt sammen med andre i en lille gruppe.

Normalt er der nemlig kun 6-10 deltagere pr. studietur med rejs-og-oplev. Den næste starter i Københavns lufthavn søndag 26. november og ender samme sted torsdag 7. december i år.

Den erfarne rejseleder Peter Hersted, der har boet og arbejdet i Uganda i flere år, er med fra start til slut og sørger selvfølgelig for at oversætte, så alle kan være med i oplevelserne.

En optimistisk befolkning

Det vilde dyreliv og den frodige vegetation, og ikke mindst uganderne, selv er i fokus på denne landbrugsfaglige studietur.

- Selv om befolkningen i dansk forstand er fattig, er der masser af faglig stolthed, masser af gåpåmod og masser af arbejdsomhed, fortæller Peter Hersted.

Langt de fleste ugandere lever af landbrug på den ene eller den anden måde – og ved at besøge dem hjemme er der lagt op til oplevelser ud over det sædvanlige.

Et grønt og frodigt land

Uganda fremstår fra luften som et meget grønt, frugtbart land – der er sol, varme og rigeligt med regn.

- Når der bliver sået en ny afgrøde, sker spiringen meget hurtigt, og resultatet er udbytter i mængde og kvalitet, som konkurrerer med det, der produceres på andre kontinenter, forklarer Peter Hersted.

Afgrøderne er blandt andre kassava, søde kartofler, jordnødder, ris, majs og mange andre. Af frugter har især ananas, banan og mango meget stor betydning.

Ingen hvide bosættere

Uganda har aldrig været en koloni, og derfor har der historisk ikke været hvide bosættere. Men i dag ejes større og helt store brug af hvide landmænd.

- Vi besøger et danskejet, stort landbrug, fortæller Peter Hersted.

Turen går både ad røde jordveje og ad nyanlagte asfaltveje, hvorfra man ser både det effektive og det mindre intensive landbrug – alt sammen krydret med det, gruppen kommer forbi som musik og dans, kultur og smuk natur, små landsbyer og til sidst storbyen Kampala.

Safari med rigt dyreliv

Dyrelivet i Murchison Falls National Park er blandt Afrikas rigeste. Den store savanne giver de helt rigtige betingelser for giraffer, elefanter, bøfler, flodheste, løver og et utal af antiloper.

- Vi skal også sejle på Nilen op til det spektakulære Murchison vandfald. Her kan vi se flodhestene, krokodiller og masser af væverfugle, hejrer, fiskeørne og isfugle både i farver og sort/hvide nuancer, lyder det begejstret fra Peter Hersted.

Fakta om turen til Uganda

Studieturen er tilrettelagt af det landbrugsfaglige rejsebureau rejs-og-oplev.

Den starter og slutter i København med fly til Entebbe og retur derfra.

Prisen inkluderer næsten alt inklusive frokoster og aftensmad.

Se mere på www.rejsogoplev.dk – sidste frist for tilmelding er 8. september.

Læs mere om Global Farming

Effektivt Landbrug har gennem de sidste 10 år rejst kloden rundt og besøgt landmænd i bl.a. Sydamerika, New Zealand, Uganda, Cambodia og Indien.

Læs mere her

Læs også