De store kornafgrøder blev bjærget i et helt perfekt høstvejr. Detaildirektøren hos DLG Fyn glæder sig over en flot kvalitet korn og raps, som blev indleveret i de hektiske høstdage.
Den 27. juli regnede det ubønhørligt, og meteorologerne kunne kun forudsige koldfronter med skiftende regn og opholdsvejr for den kommende periode. Og på markerne var kun vinterbyggen og de fleste frøgræsmarker blevet mejetærsket.
Her tre uger senere er stort set alt raps og korn bjærget rundt om på de fynske marker i det mest perfekte høstvejr.
- Hvem havde troet, det ville ende sådan, lyder det fra DLG Fyns detaildirektør Lars Thorø, der sammen med driftsleder Martin Johansen på afdelingen i Frankfri glæder sig over den hektiske aktivitet i 30 graders varme, mens lastvogne og traktorer med vogne i alle størrelser passerer brovægten sidste mandag formiddag, lastet med korn bjærget i weekendens løb.
- Vi får omkring 3.000 ton ind hver dag på en sådan perfekt høstdag. Så store daglige mængder har vi sjældent prøvet, og i så god og tør kvalitet, siger Martin Johansen.
Nem og billig høst
Lars Thorø glæder sig på landmændenes vegne over en både nem og billig høst.
- De har stort set hver dag i august kunne høste fra før middag og til langt ud på aftenen. Kornet er tørt, maskinerne har ikke den samme slitage som i en vanskelig høst. Det gælder også i halmen, hvor det ikke er nødvendigt at vende den inden presningen. Og samtidig giver det her vejr også mulighed for ikke at skulle køre om natten, som vi ofte har oplevet, ligesom der er tid til at så raps og efterafgrøderne i tide.
Bygpris presses
Direktøren vurderer, at den fynske høst bliver en normalhøst, dog med betydelige variationer fra egn til egn, ikke mindst på grund af forskellen af nedbør i den lange tørkeperiode efter det meget våde efterår og vinter frem til juni.
- Især overrasker vårbyggen. Den giver over gennemsnittet i år, og med en flot kvalitet. Desværre er prisen bagsiden af historien, da flere forhold som en stor 2019-høst, brexit og coronaen har presset det europæiske marked for maltbyg.
Lars Thorø tror dog på, at der bliver en efterspørgsel på hvede, som gør, at den vil trække bygprisen med i den rigtige retning igen. Aktuelt er forskellen mellem prisen på hvede og byg på 15 procent, og på byg gives samme pris på malt- og foderbyg.
Flerfarvet raps
Trods et udbytte under normalen er DLG-direktøren alligevel overrasket over rapsen.
- Den har ikke set pralende ud. Først var den grøn, så gul, så rød (af valmuer i marken), og sluttede som hvid med de mange margueritter, fordi vejret ikke har begunstiget ukrudtsbekæmpelse.
- De færre rapsfrø har imidlertid vist sig at være større end normalt. Det vidner om, at rapsplanter er gode til at kompensere, påpeger Lars Thorø.
Vurdering af den fynske høst
Ud fra indleveringerne hos DLG Fyns i alt 12 modtagelsessteder og kundetilkendegivelser gav detaildirektør Lars Thorø, sidste mandag denne forhåndsvurdering af den fynske 2020-høst:
Vinterbyg 100
Vinterraps 90 (olieindhold 45-46 %)
Hvede 95 (hollandsk vægt >77 hl)
Vårbyg 110
Rug 100
Havre 110
Hestebønner – står godt
Majs – står godt
Indeks 100 er en normalhøst gennem de seneste fem år