Forleden kunne Vesthimmerlands Forsyning konstatere, at noget kød havde sat sig fast i deres pumpestation. Og det ligner grangiveligt enorme nosser fra et dyr. Men hvad er det?
- Det var Klods Hans, men bare kald ham Hans nu.
Sådan kommenterer en facebookbruger på humoristisk vis et opslag på Facebook fra Vesthimmerlands Forsyning, der på det nærmeste er gået viralt.
For det billede, der er vedhæftet, viser noget kød, der grangiveligt ligner klunker. Og det fik medarbejderne i selskabet til at spære øjnene op.
- Vores medarbejdere i spildevandsafdelingen ved aldrig, hvad de møder ind til. Her var de i hvert fald lettere chokeret over, hvad der sad fast i en pumpe på vores pumpestation.
Ikke noget problem
Det stammer ifølge TV/Midt-Vest fra Himmerlandskød i Aalestrup. Men her afviser medejer og administrerende direktør Lars Andersen den teori, som flere har spekuleret i.
- Det kan ikke være testikler. Så skulle det være elefanter, vi slagtede. Det har vi mig bekendt ikke gjort endnu, siger han med et smil til tv-stationen.
Og det er ikke tale om noget videre problem, lyder det fra Morten Aaby Nielsen, der er direktør hos Vesthimmerlands Forsyning.
- Vi tager det her med et smil på læben, og vi har et godt samarbejde med slagteriet, så der er ikke noget der. Vi syntes bare, det var lidt sjovt, siger han til tv-stationen.
Han tilføjer, at kødet efter alt at dømme er kommet ud i spildevandssystemet, fordi en rist ikke var blevet sat på under rengøring på slagteriet.