Københavns Borgerrepræsentation har med et stort flertal valgt at fjerne rødt kød fra de retter, der bliver serveret i skoler, samt i børnehaver og vuggestuer.
Hvis man vil have rødt kød i løbet af sin skoledag skal man selv have det med på madpakken, hvis man går i en daginsitution i Københavns Kommune.
I sidste uge vedtog Borgerrepræsentationen nemlig med et stort flertal, at det røde kød skal have det røde kort i kommunens institutioner. Det sker for at sænke klimaudledningerne, ifølge støtterne af forslaget.
Venstre havde taget sagen op i kommunens højeste politiske instans, efter at et lignende flertal i kommunens børne- og ungdomsudvalg tidligere på efteråret var nået frem til samme konklusion.
Under behandlingen i Borgerrepræsentationen fik forslaget støtte fra Socialdemokratiet, Enhedslisten, de konservative, SF og Alternativet, mens Venstre, Radikale, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stemte imod.
I 2022 blev der brugt 38 tons okse-, kalve- og lammekød i de københavnske institutioner, hvilket resulterede i en årlig CO2e-udledning på omkring 1.400 ton. Den sammel mængde bælgfrugter har til sammenligning et klimaaftryk på 57 tons, har forskning vist.
DF: Helt agurk
Der har været stor debat om forslaget, der iføgle Dansk Folkeparti er »helt agurk«.
- Det er ren symbolpolitik, der går ud over københavnerne. Det er desværre endnu et eksempel på, at selvgode politikere i klimaets navn moraliserer og vil gøre sig til dommer over, hvordan andre skal leve deres liv, skriver Finn Rudaizky, medlem af Borgerrepræsentationen for DF i et skriftligt svar til TV 2 Kosmopol.
Det har Enhedslistens Knud Holt Nielsen på sin vis forståelse for.
- Der er en snært af symbolpolitik her. Det er lidt pudseløjerligt, at vi skal tage stilling til det, når institutionerne for længst selv er gået derhen. De kan sagtens selv styre det lokalt, siger han til den regionale TV-station.
Indtil videre har hvert barn i de københavnske institutioner spist knapt et kilo rødt kød om året.