Gårdbiogassen bliver endnu mere klimavenlig

På Lykkeslund Bioenergi på Nordfyn har Lars Langskov Nielsen planer om at investere 25 millioner kroner i opsamling af CO2 i produktionen.

Biogas er klimavenligt, og på Nordfyn kan biogassen blive endnu mere klimavenlig i fremtiden.

Her gør Lars Langskov Nielsen på Lykkeslund i Uggerslev klar til at etablere opsamling af CO2 på sit gårdbiogas-anlæg:

- Intet er endeligt besluttet, men jeg tror, alle biogasanlæg kommer til at opsamle CO2 – det er vel det bedste sted at gøre det overhovedet – og jeg har fået en indikation på, at det vil koste 25 millioner kroner at etablere anlægget. Vi kommer nok ikke til at bruge den opsamlede CO2 her på gården, og derfor skal det nok flyttes i tanke til andre anlæg, siger Lars Langskov Nielsen.

Investeringen kommer i givet fald til at ske efter, at produktionen på gårdanlægget er øget betragteligt. Mængden af biomasse, som tager en tur gennem anlægget, er steget fra 36.000 ton til nu 121.000 ton.

Betragtelig stigning

Anlægget blev etableret for syv år siden, og i forbindelse med Ukraine-krigen og de reducerede gas-leverancer fra Rusland var der meget store udsving i gasprisen på spotmarkedet. I dag er gasprisen mere stabil.

- Fordi vi var frie, og ikke bundet til fastlåste kontrakter og en del af spotmarkedet, oplevede vi meget kraftige stigninger, men det var jo reelt kun i tre uger, det var tilfældet, hvorefter prisen faldt igen, forklarer han.

Lykkeslund er kun til en vis grad selvforsynet med biomasse til anlægget. Der er lavet aftaler med kvægfolk på egnen, som sikrer de sidste forsyninger til anlægget.

Med den øgede produktionen leverer Lars Langskov Nielsen mellem syv og otte millioner kubikmeter gas årligt ved fuld produktion.

Udfaser majs i anlægget

Lars Langskov Nielsen har haft besøg af den nu genvalgte EP-parlamentariker Asger Christensen (V), og han benyttede sig af muligheden for at fortælle om, hvordan forskellige støtteordninger og regler spiller ind på biogasproduktionen.

For eksempel besluttede politikerne i 2021 at udfase brug af majs samt eksempelvis roer og korn i biogasproduktionen, fordi de angiveligt har en negativ indflydelse på klimaaftrykket ved produktionen.

Det sker fra og med 2025, og dermed er det i år sidste gang, at Lars Langskov Nielsen dyrker majs.

Han har så i stedet måttet ud og finde andre afgrøder til brug i biogasanlægget, og de omfatter blandt andet økologisk græs i forbindelse med, at politikerne ønsker at fremme den del af produktionen.

- Det var i år det sidste år, vi såede majs, og jeg kan da godt acceptere, at man tager majsen ud for at tage hensyn til fødevareproduktionen. Men jeg synes, det er underligt, at jeg kan dyrke andre afgrøder til brug i biogassen. Så er vi vel lige vidt, siger Lars Langskov Nielsen.

- Men nu er det sådan, og til nytår er en del af markerne omlagt fra majs til andre afgrøder, fastslår han.

Den klimavenlige gas undervurderes

Han undrer sig over, at naturgassen og biogassen ikke sælger bedre i medierne og i offentligheden.

- CO2-trykket fra gas fra Nordsøen er kun det halve sammenlignet med olie, og vores biogas har et endnu lavere CO2-tryk. Men i medierne handler det stadig om den sorte gas. At for eksempel Polen går fra kul til naturgas er et kæmpefremskridt, men den historie kan ikke sælges som positiv i medierne, tværtimod, siger Lars Langskov Nielsen.

- Industrien har brug for gassen, og den er billigere og mere klimavenlig end olie, så lad os glæde os over, at vi kan øge produktionen af biogas herhjemme, siger han.

En kraftig udvikling

Lars Langskov Nielsen er femte generation på landbruget Lykkeslund ved Otterup på Fyn og har en svineproduktion med 2.150 søer søer og 75.000 smågrise årligt, hvoraf de 22.000 opfedes.

Lykkeslund er samtidig medejer af den polske planteavlsejendom Gut Rosentahl med knap 2.000 hektar.

Frem til 1979 var der malkekvæg på gården, men Frede Verner Nielsen lagde om til svineavl i slutningen af 70’erne. Sønnen Lars Langskov Nielsen overtog dermed en svineproduktion, som i dag er en væsentlig del af produktionen på ejendommen.

I løbet af de sidste 15-20 år har gården gennemgået en kraftig udvikling, og svineproduktionen omfatter i dag flere forskellige lokaliteter i området.

Der er fire ansatte i biogas-produktionen på Lykkeslund, og de arbejder med at hente råvarer i området samt vedligeholde anlægget og reagere på alarmer. Der er en stor opgave at drive anlægget, og der går mange timer med tilsyn, justering og optimering af produktionen.

Læs også