Ny ordning til udtagning af lavbundsjord åbner 1. februar. I modsætning andre ordninger, så kan den søges direkte af lodsejerne og ikke kun af kommunerne. Samtidig introduceres engangskompensation for værditabet ved at gøre marker permanent våde.
Der skal turbo i udtagningen af lavbundsjorde i de kommende år har det lydt fra både politikere og organisationer.
Og nu bliver det hele lidt mere konkret. I hvert fald åbner Miljøstyrelsen 1. februar sin ordning til udtagning af lavbundsjorde. En ordning hvor lodsejere fremover få op til 128.000 kroner i kompensation for hver hektar lavbundsjord, man tager ud af drift.
Ved tidligere ordninger har det kun været kommuner, der kunne søge om lavbundstilskud, men Miljøstyrelsens nye lavbundsordning kan også søges af enkeltpersoner, virksomheder og fonde. Det betyder, at der både kan tages lavbundsjorde ud i stor og mindre skala.
- Vi har lyttet til lodsejerne og gjort den nye tilskudsordning enkel og simpel. Kompensationen udbetales fremover på én gang, og vi introducerer, at der kun gives ét tilsagn til hele projektet. Alt sammen for at få hurtigt gang i projekterne og lave ny natur på lavbundsjorden og reducere udledningen af klimagasser, siger kontorchef Bettina Helle Jensen fra Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Miljøstyrelsen har også lavet en video, der forklarer om den nye ordning.
Engangskompensationen i Miljøstyrelsens nye lavbundsordning adskiller sig fra andre ordninger, hvor kompensationen udbetales over en 20 årig periode og efter årlige ansøgninger. Engangskompensationen dækker værditab af jorden og udgifter til anlæg og projektering.
Miljøstyrelsen åbner som nævnt den nye ordning for ansøgning 1. februar og inviterer til informationsmøde 4. februar. Se mere om informationsmødet i faktaboksen.
Enkle krav
For at kunne søge tilskud under Miljøstyrelsens lavbundsordning skal mere end 60 procent af landbrugsjorden have et kulstofindhold over seks procent.
Projekter bliver prioriteret ekstra højt, hvis de ligger i et Natura 2000-område, eller indeholder et vandløb med indsatsbehov.
Fra den 1. februar kan man på hjemmesiden www.mst.dk/lavbund tegne sin jord ind og se, hvilke nationale interesser et lavbundsprojekt vil understøtte. Mindstearealet for et lavbundsprojekt er 10 hektar.
Hovedformålet med den nye ordning er at reducere udledning af klimagaser, men ordningen har også fokus på øvrige klima-, miljø- og naturmål og yder ét tilsagn til hele projektet, både forundersøgelse og gennemførelse.
ege
Se din jord på kort
Miljøstyrelsen har lavet et kort, som viser, hvor de kulstofrige jorde befinder sig. Kortet kan også ses her, hvor der kan zoomes ind
https://mst.dk/natur-vand/vandmiljoe/tilskud-til-vand-og-klimaprojekter/klima-lavbund/