Ny udstilling: Oplev den ældste juletid

Fra en dunkel gårdsplads i 1700-tallet til en hellig lund i vikingetiden for tusind år siden. Det er blot nogle af oplevelserne i Nationalmuseets nye udstilling »Julens Rødder«.

Udstillingen »Julens Rødder« er en totaloplevelse, hvor du går rundt i ukendte juleuniverser. I det første befinder du dig i en kæmpe julekalender, hvor Nationalmuseets vinduer er forvandlet til 24 låger. Åbner du lågerne, finder du gammelt julepynt, som fortæller overraskende historier om vores gamle julefest.

I næste univers står du på bondens mørke gårdsplads julenat. Du må egentligt slet ikke være herude. For her i julen er naturens mørke kræfter særligt på spil. Dernæst går turen ind i en 1000 år gammel skov, hvor vikingerne netop har ofret en gris til guderne. Undervejs gennem udstillingen opdager du, at julen er en meget gammel fest, som gemmer på store overraskelser.

Peters Jul har været bagtæppet for julenostalgien siden 1800-tallet. Men julen har langt dybere rødder med forgreninger til både den kristne jul og til den hedenske årstidsfest Jól. Julen var engang en rituel årstidsfest, der forbandt mennesker, natur og guder. Festen markerede overgangen til det nye år og sikrede frugtbarhed og overlevelse.

Red dig selv med flæsk

- I julen måtte der aldrig mangle mad og øl. Faktisk var det en ulykke ikke at spise så meget, man kunne, og derfor stod julebordet dækket med mad hele julen. Jo mere man spiste, jo mere mad ville man få i det nye år. Så når du i dag sætter dig ved julebordet, deltager du faktisk i et gammelt ritual, hvor du spiser for dit liv, siger museumsinspektør Johanne Steenstrup.

Udstillingen kan opleves til og med 5. januar 2025.

Læs også