Videncenter: Et rigtigt juletræ er mindst 15 gange mere klimavenligt end et kunstigt

Et kunstigt juletræ udleder cirka 15 gange mere CO2 end et rigtigt juletræ, fremgår det af beregninger ifølge Videncentret Bolius. Hvis man kan undgå at hente juletræet i bil, er regnestykket endnu mere i det rigtige træs favør.

- Fordelen ved et kunstigt juletræ er, at det kan bruges mange gange.

Sådan kan et af argumenterne lyde til fordel for de kunstige juletræer, og det er et udsagn, der taler til de følelser, man måtte have for genbrug versus brug-og-smid-væk-kulturen, påpeges der på Bolius.dk.

- Det er transportdelen, der er den største udleder, så hvis du har mulighed for at hente træet, og måske endda aflevere det uden brug af bil, vil CO2-udledningen være markant mindre

Videncentret Bolius

- Men er et juletræ i plastik i virkeligheden bedre for miljøet, end at du henter et nyt juletræ ind i stuen hvert år?

Omtrent dette spørgsmål stilles af Videncentret Bolius, som i en artikel dykker ned i fordele og ulemper ved kunstige juletræer versus rigtige juletræer.

Plasticjuletræ er skidt for klimaet

Hvis man ønsker at tage hensyn til klimaet og køber et 2 meter højt kunstigt juletræ i plastic, så skal man faktisk beholde det samme træ i 10-20 år, oplyser British Carbon Trust ifølge Bolius.

Forklaringen er, at et kunstigt juletræ som regel er lavet af metal og plasticmaterialet PVC eller PE, som har et højt klimaaftryk, fordi produktionen af plastikmaterialerne er baseret på råolie. Faktisk vil et kunstigt juletræ ifølge beregninger fra British Carbon Trust samlet set udlede 40 kilo CO2.

Til sammenligning vil et almindeligt, ægte juletræ ifølge Bolius kun udlede cirka 2,6 kilo CO2. I beregningerne er det inkluderet, at juletræet transporteres hjem i bil og efter jul afleveres på genbrugspladsen, samt at genbrugspladsen videresender træet til affaldsforbrændingsanlæggene, hvor det som brændsel bidrager til opvarmning.

Der er altså mindst en faktor-15 til forskel i den CO2-mængde, som et kunstigt og et rigtigt juletræ udleder, selvom man medregner klimabelastningen ved at bringe træet hjem i bil.

- Det er transportdelen, der er den største udleder, så hvis du har mulighed for at hente træet, og måske endda aflevere det uden brug af bil, vil CO2-udledningen være markant mindre, skriver Bolius.

Sundhedsskadeligt plastic

Ud over overvejelserne om den negative klimaeffekt ved at investere i et kunstigt juletræ, så opfordrer Bolius også til, at man overvejer de sundhedsrisici, der er ved at placere et kunstigt juletræ i stuen:

- Langt de fleste juletræer i plastik er lavet af blandt andet PVC. Tidligere har PVC indeholdt skadelige, kemiske stoffer, men med årene er det blevet forbudt i Danmark og EU. Der kan dog stadig være ftalater, som kan være hormonforstyrrende, i juletræer fra andre lande, for eksempel Kina, men det har dog været ulovligt at importere sådanne produkter til EU siden 2020.

Dermed råder Bolius til, at man er ekstra opmærksom, hvis plastikjuletræet er produceret udenfor EU. Især, hvis der over årene drysser »grannåle« af det kunstige juletræ.

Naturlig gran er bedst

Endelig er der ifølge Videncentret Bolius brandfaren ved et plasticjuletræ, hvorfor Videncentret anbefaler, at man vælger kunstigt LED-lys frem for levende lys til sit juletræ. Ikke mindst, fordi der vil blive dannet giftige røggasser, hvis der går ild i træet.

Ergo, der er ifølge Bolius mange ting, der peger i retning af at vælge et almindeligt, ægte juletræ til jul.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er det bedst at vælge et juletræ af typen rødgran, da det er en mere nordisk tilvant gran end for eksempel Normannsgran, der i vækstperioden kræver mere gødning og sprøjtegift.

Læs også