Grønne Museum åbner lørdag den 10. februar, er det med et
rigtig godt tilbud. Alle, der køber en voksenbillet i februar måned,
får nemlig automatisk et årskort til de to museer.
Gammel Estrup og Det Grønne Museum håber, at de gratis årskort vil betyde, at flere – ikke mindst de lokale i Norddjurs og omegnskommunerne – vil besøge museerne og få glæde af de mange ting, man kan opleve året rundt. I 2024 har museerne en række spændende udstillinger og aktiviteter på programmet.
På Det Grønne Museum kan man bl.a. skabe sin helt egen bygsort og analysere kornprøver i udstillingen Guldkorn, eller nyde den indendørs skov i udstillingen Stort. I ferierne er der et overflødighedshorn af aktiviteter for alle, og året slutter med et brag til det traditionsrige Julemarked.
- På Det Grønne Museum tilbyder vi et væld af udstillinger og oplevelser. Faktisk rummer museet mere end 6.000 kvadratmeter udstillinger – og dertil kommer vort kæmpestore udeområde med både smedje, bigård, legeplads, frugttræer, marker, haver og – ikke mindst – vores gamle husdyrracer. Der er rigeligt indhold til mange dage, og vi ønsker med den gratis opgradering af entrebilletten til et årskort, at flere får mulighed for at vende tilbage og opleve museets mange tilbud over hele året, siger Anne Bjerrekær, direktør på Det Grønne Museum.
På Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum er der i alle skoleferier og op til jul særlige aktiviteter for børn, og man kan købe hjemmebag og kaffe fra Madam Blå af husjomfruen i Herregårdskøkkenet. Til sommer kan man opleve en særudstilling om herregårdshaven samt den storstilede 1700-talsfestival, og efteråret byder på både æblemosteri og Allehelgensaften.
- Jeg håber, at rigtig mange – ikke mindst fra lokalområdet – vil tage imod vores tilbud om gratis årskort-opgradering i februar. Jeg synes selv, at det er en stor fornøjelse at opleve årstidernes skiften her på Gammel Estrup, og jeg håber, at de gratis årskort kan anspore mange andre til også at gå på opdagelse og bruge Gammel Estrup året rundt samt deltage i de mange aktiviteter, vi byder på, siger museumsdirektør ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum Kasper Steenfeldt Tipsmark.
Årskortet gælder til begge museer og koster normalt 250 kroner. I hele februar måned får man automatisk en gratis opgradering til et årskort, når man køber almindelig entrebillet til 140 kroner. Børn under 18 år har altid gratis adgang på de to museer. Tilbuddet forudsætter personligt fremmøde i billetsalget.
Fakta om Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum
-
På Gammel Estrup kan man opleve, hvordan grever og grevinder levede til hverdag og fest i herregårdens fornemt indrettede sale og stuer. Man kan også besøge tjenestefolkenes gemakker eller gå på opdagelse i husets hemmelige gange og mørke kældre.
-
I alle skoleferier og op til jul er der folk i historiske dragter og særlige aktiviteter for børn, hvor man kan prøve kræfter med forskellige sider af herregårdslivet. Herregårdskøkkenet er åbent, og man kan se og smage husjomfruens mad og bagværk lavet på det store brændekomfur.
-
Udendørs kan man gå en tur i herregårdshaven, hvor der findes mange blomster, æblehave, orangerier og en stor legeplads.
Fakta om Det Grønne Museum
-
På Det Grønne Museum kan man opleve jagten, skoven, landbruget og maden.
-
Til museet hører en Landbrugsbotanisk Have med humlehave og æbleplantager med oprindelige danske æblesorter. Der er store legepladser både ude og inde, og den gamle smedje har arbejdende værksted.
-
På markerne omkring museet er der oprindelige danske husdyrracer som køer, grise, geder, får og høns. Børn kan komme tæt på dyrene, og der er altid særlige aktiviteter i skoleferierne. Året igennem kan man deltage i Det Grønne Museums aktivitetsdage eller følge de mange frivillige laugs arbejde ude og inde.
-
I Madens Hus kan man deltage i historisk madlavning i fire autentiske køkkener.