Godt management er essentielt, hvis grovfoderet skal bevare sin kvalitet fra høst til slutningen af sæsonen. Ved at være omhyggelig med rengøring, pakning og tildækning kan man beskytte sit grovfoder mod opformering af mykotoksiner.
Alltech Denmark har i de senere år set flere og flere udfordringer med mykotoksiner i dansk grovfoder. Det skyldes mange faktorer, såsom vind og vejr – men som landmand kan du minimere din risiko, hvis du har styr på dit management.
- Det gode management starter allerede før, grovfoderet køres ind, da en rengjort silo er et godt udgangspunkt for at minimere risikoen for opformering af mykotoksiner. Derfra skal du minimere tiden mellem høst og sammenpresning samt sikre dig en ordentlig tildækning. Gør du det, opnår du den hurtigste fermentering og skaber det bedste udgangspunkt for ensilagekvaliteten, fortæller Per Laustsen, der til dagligt rådgiver om mykotoksiner hos Alltech Denmark.
Han peger på, at forsinkelser i processen kan medføre tab af både næringsstoffer og tørstof samt øge risikoen for varmeudvikling i ensilagen. Varmeudviklingen kan øge opformeringen af mykotoksiner.
- Det kan eksempelvis være, at man ikke lige får dækket stakken efter en lang dags høst, hvor mørket falder på. Hvis man står og tænker »jeg dækker den til i morgen tidlig«, så skal man slå den tanke ud af hovedet igen – for det kan skabe store problemer, siger Per Laustsen.
Mykotoksiner kan koste dyrt
Penicillium-mykotoksiner er ifølge Alltech en af de klassiske lagerskader, landmænd vil opleve. Den har netop tendens til at opformere sig, hvis ikke grovfoderet er lagret korrekt.
- Skadelige mængder af Penicillium-mykotoksiner viser sig i dine køers ydelse. Du vil se nedsat tørstofoptag, lavere mælkeydelse, højere celletal, uens gødning og i slemme tilfælde køer, der smider sig, fortæller Per Laustsen.
Man skal være opmærksom hele sæsonen
Der vil altid være mykotoksiner til stede i gårdmiljøet, men store doser af især Penicillium-mykotoksiner, der opformeres løbende, kan skade ydelse og bundlinje. Opformeringen kan ske ved uhensigtsmæssig lagring, eller når man tager fra stakken løbende i sæsonen.
- Ensilagestakken bliver udsat for luft, når du åbner den og tager fra. Derfor skal stakkens front gerne forblive ren og lige, når du tager fra. På den måde forhindrer du luft i at trænge ind i selve stakken. Ideelt set bør du bruge en mekanisk ensilagehakker, en rive eller en skarp blokskærer til at udtage ensilagen, og det må højst tage fem dage at flytte på tværs af stakken, siger Per Laustsen.
Selv efter tildækning er der en risiko for at opformere skadelige bakterier og svampe. Ensilage skal regelmæssigt kontrolleres for skade på plastikken fra fugle eller dyr. Huller i stakken tilføjer store mængder luft til den skrøbeligste del af stakken og kan gøre skade på op til 500 kg ensilage.
Derfor opfordrer Alltech altid til, at man tester sit foder løbende – så man danner sig et overblik over, hvilke skadelige stoffer man har med fra marken, men også hvis der opstår udvikling i løbet af lagringsprocessen.
- Tag 0,5 kg ekstra fra, når du skal lave en grovfoderanalyse. Det kan du så få testet for mykotoksiner. På den måde ved du, om du trygt kan fodre med årets høst, eller om du bør tilføje mykotoksinbindere, lyder det fra Alltech.
FAKTA
Sådan minimerer du varmeudvikling i grovfoderet:
- Fyld og pres ensilagen i plansiloen korrekt
- Dæk stakken helt med plastik af en ordentlig kvalitet
- Dæk stakken grundigt, så snart den er fyldt
- Sørg for, at du efterlader en tæt og jævn overflade, når du tager fra stakken
Rekordhøst i majsen
Sådan får du styr på grovfodersituationen på trods af en træls majshøst
- Den største udfordring med grovfoder er at få det stabilt året rundt