Dataudveksling og klima i fokus på medlemsmøde
Klimaregnskaber, samspil mellem DMS og Lely-robotter og international dataudveksling fra 20 millioner malkekøer var nogle af emnerne, da L&F Kvæg indledte året med et digitalt medlemsmøde.

Klima og dataudveksling var to af omdrejningspunkterne, da L&F Kvæg forleden indledte året med et virtuelt medlemsmøde, hvor sektordirektør Ida Storm og formand Christian Lund gjorde status og svarede på spørgsmål.
- I forhold til ambitionerne om at være klimaneutrale i 2050 må vi erkende, at vi som kvægbrugere har en særlig udfordring i form af metan, konstaterede Ida Storm, der ser frem til, at Seges i samarbejde med Økologisk Landsforening i løbet af året bliver klar til at udrulle en model for klimaregnskaber – som et vigtigt redskab til at få overblikket over, hvor den største klimabelastning er på den enkelte bedrift.
- Vi har en prototype klar primo 2021 og meningen er, at klimaregnskaberne skal være i drift i slutningen af året, fortalte hun, og forklarede, at klimaregnskabet kommer til at omfatte samtlige driftsgrene på den enkelte bedrift og ikke kun mælken.
Sektordirektøren fastslog desuden, at der er lagt stor vægt på at regne ud fra samme datagrundlag, som blandt andet Arla bruger i sine klimatjek.
- Det er helt essentielt, at vi trækker så meget på de data, vi allerede har, og at vi regner på samme måde og udveksler data med mejerierne, grovvareselskaberne og den finansielle sektor, så vi får en enighed om, hvordan vi gør det her, konstaterede hun.
Internationale data
Et andet sted, hvor der også arbejdes på sammenlignelighed og dataudveksling er mellem DMS-systemet og Lelys malkerobotter, fortalte Christian Lund.
- I Seges er vi klar, og jeg håber også, at Lely er klar. Vi har sat penge af til det i 2021 og håber, at vi kan få det til at køre bedre, fortalte kvægformanden, som blev suppleret af Ida Storm, der fastslog, at samspillet mellem malkerobotterne og DMS ikke er helt uproblematisk.
- For at kunne bruge det, kræver det, at data er verificeret. Vi skal have fundet ud af, hvilke data, vi kan sætte lighedstegn mellem, og hvilke vi ikke kan, konstaterede sektordirektøren, der til gengæld ser store perspektiver i et internationalt samarbejde om dataudveksling i kvægbruget.
- I 2020 startede vi et stort internationalt samarbejde, der omfatter 20 millioner køer. Det er et vigtigt skridt i forhold til at føre dataudvekslingen op på et højere plan, som vi også vil arbejde videre med i 2021, fortalte hun.
Spar på råprotein
Mens data skal give overblikket, blev mere konkrete veje til lavere klimaaftryk også rundet på mødet.
Her hed overskrifterne: Klimaoptimerede foderrationer med DMS/Norfor, klimavenligt oksekød, opsamling af metan i stalden, raps som metanreducerende fodermiddel og tilsætningsstoffer til metanreducerende fodring.
Desuden slog Ida Storm endnu et slag for maksimalt at fodre med 17 procent råprotein.
- Al viden viser, at alt det, man fodrer mere end de 17 procent, ryger lige igennem koen. Det er både spild af ressourcer og giver også udfordringer i forhold til øget ammoniakudledning. Alligevel viser tallene, at der ligger en del derude, som fodrer med mere end 17 procent råprotein, lød det fra Ida Storm.
Eftertragtede minkarbejdere
Mens der bliver arbejdet på, at sagsgangene fremover bliver hurtigere, når udenlandske praktikanter skal godkendes til at arbejde på de danske kvægbrug, opfordrede formanden for L&F Kvæg, Christian Lund, på årets første digitale medlemsmøde til at kigge efter kvalificeret arbejdskraft fra det nu nedlagte minkerhverv.
- I de kommuner, hvor der har været mange minkfolk, som nu desværre er blevet til overs, tænker jeg, at der er nogle fantastisk dygtige medarbejdere, som vil kunne fungere godt på et kvægbrug. Men I skal være vakse ved havelågen, for der er også andre brancher, der gerne vil have fat i dem, lød det fra Christian Lund.
cc