Det går op og ned i livet, og det gælder også de østdanske kødkvægavlere, som oplevede både op- og nedture i 2022. Det kom tydeligt frem, da Mogens Hansen, formand for Østlige Øers Kødkvægudvalg, for nylig aflagde beretning foran omkring 80 kødkvægavlere på årsmødet i ØØKKU, der blev holdt hos VKST i Sorø.

Noteringen for dansk kødkvæg var ganske god i det første halve år af 2022, hvor noteringen toppede i uge 28 med over 40 kroner pr. kg for kvier og unge køer. Siden er noteringen dog faldet, oplyste Mogens Hansen, som også kom ind på, at et koncept fra Danish Crown ikke har levet op til forventningerne.

- På vores møde i Herlufmagle-Hallen i efteråret 2021 var meldingen et tillæg på 3-4 kroner, men der er blot udbetalt 1,5 krone. Samtidig er kødkvægstillæget faldet til en halv krone, påpegede Mogens Hansen, som fortalte, at flere har taget konsekvensen og meldt fra til Danish Crown-konceptet.

Mogens Hansen kunne også fortælle om dalende interesse for at deltage på Roskilde Dyrskue, hvor han til gengæld glædede sig over rigtig mange dyr med virkelig god kvalitet. I den forbindelse udtrykte han håb om, at nye udstillere tilmeldte sig og blev en del af det gode sammenhold.

Kedelige dyreværnssager

Formanden kom også ind på nogle uheldige sager ved blandt andet Molslaboratoriet, hvor en flok tyre blandt andet har jagtet en ko. Det er »fuldstændig uacceptabelt«, konstaterede han.

- Jeg er i tvivl om de mennesker, der er ansat i dette projekt ved, hvordan man behandler dyr, lød det fra Mogens Hansen, der selv har været lidt involveret i en sag med dyr, der ikke fik foder. Området omkring det, der skulle være foderplads, var et stort mudderhul, og vandet var frosset.

- Den person, som henvendte sig til Fødevarestyrelsen, fik bare en snak fra de varme lande. Først efter den niende henvendelse og en trussel om at kontakte medierne, skete der noget. Sagen endte med, at dyrene blev aflivet i løbet af 24 timer, fortalte Mogens Hansen, som kom med en klar opfordring til avlere, der har dyr gående ude hele året.

- Sørg nu for at de har nogle ordentlige forhold, så vi ikke får sager i medierne. Det er udvalgets opfattelse, at det er svært både at få Fødevarestyrelsen og Dansk Kødkvæg til at gå ind i sådanne sager.

Opfordring til Viking-støtte

Mogens Hansen gjorde også opmærksom på, at det er vigtigt, at kødkvægavlere, der bruger inseminering, støtter op om at bruge VikingDanmark til at få den sæd frem, man ønsker at bruge på sine dyr. Han er dog godt klar over, at flere har den holdning, at »Viking bare gør, som de vil«.

- Da jeg er medlem af Vikings repræsentantskab ved jeg, hvordan det går, når der er en stor malkerace, der vil køre sit eget løb. Jeg forstår ikke, hvorfor det er så stort et problem at bestille den sæd, man skal bruge til sine dyr. Når dyrene kommer hjem i efteråret, ved man godt cirka hvornår, man skal bruge sæd til sine dyr.

- Jeg vil også ved denne lejlighed bringe op, hvorfor vi kødkvægavlere ikke har større fokus på kønssortering. Hvorfor skal vi have så mange kviekalve, som skal gå flere måneder for at nå samme vægt, som vores tyrekalve? Det er dårlig økonomi. Vi kunne lære meget af malkekvægfolkene omkring reproduktion, fastslog formanden.

Mogens Hansen kom i beretningen også ind på blandt andet PFAS-målinger og den store debat om en CO2-afgift på landbruget. Enkelte af emnerne i beretningen gav også anledning til debat, inden aftenen sluttede med valg.

Tre kandidater – Steffen Albrektsen, Jane Kofod og Ole Gammelby – dystede om to pladser. Det endte med genvalg til Steffen Albrektsen fra Møn, mens Jane Kofod fra Grevinge i Odsherred afløste Lis Magnussen, som ikke ønskede genvalg.

Kvæg