Ekstrem interesse for avl og for at vinde

Andreas Haugaard, mælkeproducent på Fladhøjgaard i Himmerland, ved ikke om han skal kalde sig selv en vanvittig nørd eller autist. For konkurrencegenet er tændt døgnet rundt, og måske især når snakken falder på avl.

Skolen sagde aldrig Andreas Haugaard noget, selvom det egentlig forekom ham ganske let. Det eneste, der kunne vække hans interesse, var tallene i matematiktimerne.

- Man kan vel ikke kalde resten spild af tid, men det sagde mig i hvert fald aldrig ret meget. For mig har det praktiske altid fyldt langt mere. Nok også derfor er jeg faktisk kun uddannet faglært landmand. Jeg har planlagt at læse videre et par gange, men så er jeg kommet hjem og arbejde, fortæller han med et smil.

I barndommen blev der nørdet konumre, og det bliver der for sin vis stadig. I dag drejer det sig lige nu om 430 styk for bare at nævne køerne.

- Jeg kan samtlige konumre, og hvem der er far til dem. Jeg ved ikke om, jeg er lidt autist eller en vanvittig nørd, men det er i hvert fald en ekstrem interesse, fortæller Andreas Haugaard.

Glæden kommer af pæne køer

Og det er ikke alene en interesse i at huske tal, men i højere grad en kæmpe passion for avl, som er hele essensen på Fladhøjgaard. Avlen er medvirkende til, at den 25 årige Andreas sagde ja til at blive selvstændig mælkeproducent. Hvis ikke stalden rummede nogle pæne køer, ville jobbet ikke have samme interesse. Andreas ville ikke stå op kl 3.00 hver morgen, som han gjorde hele sommeren, så medarbejderne kunne holde ferie, hvis ikke resultatet af avlsarbejdet kunne ses lige foran ham.

Glæden ved det daglige arbejde er for Andreas Haugaard at have nogle pæne køer at arbejde med og hele tiden løfte det avlsmæssige niveau.

Passer sig til de bløde værdier

Pæne køer er for Andreas Haugaard store type-køer med aner i Canada og Amerika.

Fladhøjgaard bruger ikke en insemineringsplan, men Andreas fylder sædspanden med amerikansk og canadisk genetik, og så bruges den gruppe tyre til stort set alle dyr. Enkelte kvier eller køer er dog så specielle, at de kræver en tyr, som er mere end bare i særklasse.

- Jeg vil gerne være en af de bedste. Jeg vil have store køer. Jeg vil have eksteriør-køer, og når man kigger på Danmark, har man satset rigtig meget på de bløde værdier, og det er også fint nok. Men her vil jeg et niveau længere op, og derfor vælger jeg amerikansk og canadisk genetik, og så må vi passe os til de bløde værdier, fortæller han.

Ændrede strategi for fem år side

Og den genetik kaster lige nu 14.200 kg EKM af sig ved tre daglige malkninger i en 32-pladsers indvendig karrusel og et presset system.

- Vi har været oppe på 14.700 kg EKM og blev sidste år nummer tre på ydelse indenfor holsteinbesætninger. Det gør vi ikke i år. Vi er midt i en udvidelse, og systemet er rigtig presset, siger Andreas.

Skruer man tiden fem år tilbage, var Fladhøjgaard hvad Andreas selv betegner som en gennemsnitsbesætning med en ydelse på 10.400 kg EKM.

Men familien valgte, at der skulle sand i sengebåsene og malkes tre gange.

- Ydelsen steg, og omkostningerne til dyrlægen er blevet halveret, fortæller Andreas

På vej mod 15.000 kg EKM

Ydelsesstigningen samtidig med nogle langt sundere køer gav i den grad den unge landmand blod på tanden.

- Jeg vil gerne være bedre på alle parametre. Jeg kan godt lide at måle mig med andre. Både i forhold til avlsarbejdet og fremvisning på dyrskuerne, men også i forhold til resultaterne herhjemme. Bundniveauet skal hele tiden blive bedre og bedre, fortæller Andreas Haugaard.

I dag er målet 15.000 kilo EKM på en fodring til under 1 krone pr. kilo EKM.

- Det skal nok lykkes, siger Andreas med et smil.

- Jeg elsker at passe køer

Nu bygges der, så der bliver plads til 575 køer, og mælkeproducenten tænker ikke på en yderligere besætningsudvidelse bare for at blive stor. Det skal give mening og selvfølgelig økonomi for den unge landmand.

- Jeg elsker at passe køer, det er derfor, jeg er blevet landmand. Ikke for at sidde ved et skrivebord, forklarer Andreas.

Malkekarrusellen fra 2007, som skal malke 575 køer tre gange dagligt, forventer Andreas har aftjent sit hverv om måske fem år, hvorefter han vil se sig om efter en almindelig malkestald.

teba@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 55 15 87

 

 

Læs mere om Kvæg- og malkestalde

Valget af staldsystemer er afgørende for både produktivitet og dyrevelfærd i landbrugsdrift. Læs mere om emnet, og bliv inspireret af andres arbejdsgange og implementering af teknologier og automatiseringer.

Læs mere her

Læs også