Corona-krisen rammer de danske kalve- og oksekødsproducenter så hårdt, at de kan blive nødt til at slå tyrekalve ned. Agri Nord efterlyser hjælpepakke fra regeringen og opbakning fra danske forbrugere.
Efter Corona-krisen er efterspørgslen på dansk kalve- og oksekød styrtdykket. Og det samme er prisen. Fra landboforeningen Agri Nord lyder det, at før krisen indbragte oksekød en i forvejen lav pris, som i dag er faldet med op til 2 kroner pr. kilo.
De lave priser sætter gang i en kædereaktion af store tab, producenter, der er nødt til at stoppe, og aflivninger af raske dyr.
- Situationen bliver bare værre og værre herfra, siger Jens Verner Pedersen, der er ansvarlig for kvægproduktion i Agri Nords bestyrelse.
Samtidig er han selv mælkeproducent, og han skønner, at han i år får et indtjeningstab på cirka 100.000 kroner på grund af manglende indtægter for slagtekøer og tyrekalve.
Hjælpepakke
Sammen med kalveproducent Troels Hedelund Rasmussen og kødkvægsproducent Per Laursen forsøger Jens Verner Pedersen nu at råbe både politikere og forbrugere op. Kalve- og oksekødsproducenterne skal have en hjælpepakke ligesom andre erhverv, der er direkte ramt af coronakrisen, mener de.
- Her og nu har vi akut brug for en hjælpepakke til kalve- og oksekødsproducenterne, siger Jens Verner Pedersen.
De foreslår også, at hvis der kommer statslig støtte til at få gang i hotel- og restaurationsbranchen efter krisen, så skal det være et krav, at hoteller, restauranter og lignende bliver pålagt at bruge danske fødevarer.
L&F vil have åbnet barer, caféer og restauranter
Danskere skal købe dansk
Den danske forbruger skal også være med til at støtte de danske producenter. Normalt eksporteres cirka halvdelen af alt det oksekød, der produceres i Danmark, til udlandet, særligt Sydeuropa, der som bekendt er særligt hårdt coronaramt.
Men alle hoteller og feriesteder er lukkede nu, så eksporten er faldet drastisk, og der er ikke udsigt til, at de åbner snart igen.
- Den danske forbruger kan derfor også være med til at støtte os danske landmænd ved at vælge dansk kalve- og oksekød og droppe de udenlandske varianter, selvom de måske er billigere, siger Jens Verner Pedersen.
Hvis danskerne bliver bedre til at købe dansk, vil det også sikre den danske produktion på den længere bane, påpeger han.
Fald på 200 kroner pr. kalv
Salget af de gode udskæringer af kalvekød, som normalt har været solgt til konfirmationer, møder og konferencer, er der heller ikke.
For slagtekalveproducent Troels Hedelund Rasmussen ved Tjele betyder det et fald på 200 kroner pr. kalv. Det svarer til 250.000 kroner på et år
Han håber, at danskerne vil forkæle sig selv og tage i supermarkedet og købe noget dansk okse- eller kalvekød.
- Den bedste hjælpepakke er, at danskerne er ligeglade med den sidste 10’er, når de handler ind. Det vil sætte gang i en kædereaktion, så indkøbschefer bliver tvunget til at købe dansk. I disse krisetider er vi nødt at hjælpe nærområdet og lokalt. Det gør forbrugeren ved at købe dansk, siger han.
Kødkvægproducenter råber på hjælp fra regeringen
Tyrekalve slås ned
Det er afgørende, at der gøres noget for den danske kalve- og oksekødsproduktion nu. Ellers kan det i værste fald betyde, at producenterne bliver nødt til at slå tyrekalve ned allerede ved fødslen.
- Og det har vi ellers lovet os selv i branchen, at det ikke måtte ske, siger Troels Hedelund Rasmussen.
ege