De blå overalls, de grønne gummistøvler og vandrestokken, der også hjælper Erik Christensen, Mariager, med at holde styr på sin godt 100 dyr store limousine- og angusbesætning, er helt efter den traditionelle farmer-dresscode. Tesien i den anden hånd er til gengæld en ny rekvisit i landmandens udstyr.

Og det er et vigtigt stykke udstyr, hvis man vil finde ud af, hvor dyrene risikerer at blive inficeret af leverikter, fortæller den hollandske dyrlæge Judith van Andel.

- Jeg har altid en tesi med i bilen, siger hun med et smil.

Hun og hendes mand Philippe van der Grinten, som også må betegnes som en af eksperterne inden for leverikter, har for nylig været rundt og fortælle danske landmænd, konsulenter, naturmedarbejdere og dyrlæger om deres erfaring med parasitterne – og ikke mindst, hvad man kan gøre for at undgå smitte eller at akkumulere yderligere infektioner.

Besøgene er kommet i stand på foranledning af dyrlæge Randi Worm fra Ølgod Dyrlæger, og Økologisk Landsforening.

 

Frygter resistens

Erik Christensen har tidligere fået anmærkninger om leverikter fra slagteriet, men det seneste år, har der ikke været noget at komme efter.

- Jeg behandler dem alle sammen i november eller starten af december, når de kommer på stald. Så får de en omgang Closamectin, fortæller han.

Randi Worm er dog langt fra tilhænger af fremgangsmåden. Både fordi november og december ikke er det optimale tidspunkt at behandle på i forhold til leverikternes udviklingscyklus, mens behandlingen med tiden også vil resultere i resistensproblemer i forhold til orm og ikke mindst fordi behandlingen også går ud over andet end leverikterne.

- Resistens kan blive et stort problem. Samtidig skal man også tænke på, at de populære midler, man hælder over ryggen af dyrene, kan spores længe efter behandlingen og vil påvirke insektlivet, hvor køerne opholder sig. Og de tager altså ikke hensyn til, om det er rødliste-insekter eller ej, konstaterer Randi Worm, der er stor fortaler for, at man finder de steder på sin grund, hvor der er fare for infektion af leverikter, og i stedet får det hegnet af.

- Når jeg nævner det for landmændene, tager de straks hænderne op, og siger, at så kan de lige så godt tage hele arealet ud. Men det kan nogle gange kun dreje sig om få kvadratmeter.

 

Sneglejagt

Det får os tilbage til tesien.

Mens leverikter i sig selv er tæt på usynlige, går Judith van Andel nemlig efter pytsneglen eller Galba Truncatula, som den hedder på latin, når hun skal udpege leverikte-hotspots på arealerne med afgræssende dyr.

Pytsneglen er nemlig forudsætningen for leverikter i naturen. Ikterne snylter på pytsneglen, inden de sætter sig i græssets bladskeder og dermed finder vej til afgræssende dyr, hvor de for især får og kvæg kan give store problemer. Æggene fra leverikterne kommer så ud med kreaturernes afføring, hvorefter de udklækkede larver har brug for pytsneglen for at føre cyklussen videre.

Og mens behandling kan have sin berettigelse, kan man komme langt med afskærmning, mener også de hollandske eksperter.

- Der findes ikke én løsning for samtlige besætninger. Nogle steder trives kvæget måske stadig, selvom de har fået leverikter. Så kan det være en mulighed at undlade behandling, men ganske enkelt flytte dem til et sted, hvor der ikke er snegle, så man ikke får akkumuleret flere leverikter. I tilfælde, hvor køerne ikke dør, men heller ikke vokser, som de skal, vil behandling formentlig være det rigtige, siger Philippe van der Grinten.

 

Hvor bor sneglen?

Selvom pytsneglen er væsentligt større end leverikten, er det stadig ikke et dyr, man lige spotter i farten. Den har en længde på 1-10 millimeter og en bredde på 0,5-5 millimeter. Det er her tesien i Erik Christensens hånd kommer ind i billedet.

Sammen med de øvrige deltagere på temadagen er jagten på pytsneglen gået ind.

For ikke at gå i blinde har Judith van Andel gennemgået, hvor man skal lede for at finde dem. Blandt andet i områder med vand fra kilder, områder, der jævnligt bliver oversvømmede, drængrøfter, søer og traktorspor med vand i.

- Sneglene vil altid være i nærheden af vandoverfladen, så de følger vandet, hvis det stiger eller synker. Det skal være rent og lavt vand, hvis det når længere op end til mit håndled er det for dybt. Og vandet skal være stillestående, for hvis algerne bliver skyllet væk, har sneglene ikke noget at leve af. Samtidig skal pH-værdien være mellem 5 og 9,2, så mosejord vil ofte være for sur, forklarer den hollandske dyrlæge, som også forklarer, at siv, hundegræs, mannagræs og lav ranunkel alle er indikatorer for, om det er pytsneglevenligt terræn.

 

Skal hjem og lede

Trods en flok ivrige sneglejægere, kastede turen i terrænet ved Mariager ikke meget af sig. Flere små snegle, men kun én pytsnegl – fundet af Judith van Andel.

Alligevel har dagen givet grund til eftertanke hos både Erik Christensen og de andre deltagere, der ikke var i tvivl om, at de i løbet af de kommende dage skal ud og afsøge deres egne afgræsningsarealer.

- Og så har jeg også fået lidt at tænke over i forhold til, hvordan jeg behandler mod leverikter. Det lyder jo ikke til, at det er helt godt at gøre, som jeg gør, selvom jeg trods alt synes, det er bedre end folk, jeg har snakket med, som behandler to gange hvert år. Men det er i hvert fald noget, der skal vendes med dyrlægen, om det kunne være en idé springe over et år – i hvert fald med ungdyrene, fortæller han.

 

 

 

Leverikten livscyklus

Leverikten lever i kvægets lever og galdegange. Her udskiller de æg, som føres ud med kvægets gødning

Æggene kan overleve 3-10 uger i gødningen om sommeren, mens de i køligt vejr kan klare sig op til 6 måneder

Æggene udklækkes til larver, som snylter på pytsneglen

Cirka 8 uger senere forlader larverne sneglen, smider halen og incysterer sig i bladskeden på græsset, hvorefter de bliver spist af afgræssende dyr, som dermed opbygger infektion

Efter 3-6 uger har ikten fundet vej til lever og galdegange

Efter 8-12 uger begynder ikten at udskille æg

Leverikten kan overleve i op til to år i kvæg, mens levetid hos får er op til 12 år

Tegn på kronisk leverikte-infektion hos kvæg

Vægttab

Dårlig form

Reduceret mælkeproduktion

Dårlig reproduktion

Svage kalve

 

 

 

Pytsneglen

Sådan kan du genkende pytsneglen

1-10 millimeter lang og 0,5-5 millimeter bred

Åbning til højre, når den ligger på »ryggen«

Venstredrejede snoninger

Tydelige »trin« mellem snoningerne

Tydelig »navle« ved åbning

Intet »låg« på åbningen

Fint rillet overflade

Mat lysebrun i tør tilstand, kan dog blive misfarvet og mørkere

Observationer af pytsnegle

På naturbasen.dk og den tilsvarende app kan man indberette og se, hvor i landet andre har observeret pytsneglen

 

Kvæg