Ros til L&F: Treparten åbner mange muligheder for husdyrproducenterne

Af Jørgen Tørnæs, formand for Landbrugets Biomasse leverandører, Krogsdal Hovedgaard, Skjernvej 133, 7500 Holstebro

Landbrug & Fødevarer har spillet en central rolle i at lande en trepartsaftale, hvor landbruget tapper ind i den grønne omstilling.

LBBL (Landbrugets Biomasse leverandører) ser store forretningsmuligheder for husdyrproducenter i trepartsaftalen.

Den grønne trepartsaftale sætter skub på husdyrbrugets rolle i den grønne omstilling. Når plastic og brændstof skal erstattes med bæredygtige grønne produkter, bliver landbrugets bidrag helt centralt.

Det er både effektivt, cirkulært og bæredygtigt, når husdyrgødningen kommer gennem et biogasanlæg, inden det igen lander på markerne for at give næring til den næste afgrøde. For det er med planter, nøjagtig som for mennesker. Uden mad og drikke, duer helten ikke. Planter har brug for næring. Og det kan de få fra husdyrgødningen, uanset om det er uafgasset eller afgasset gylle.

Husdyrproducenter vil med den nye trepartsaftale komme til at bidrage til den grønne omstilling med biogas, biogent CO2 og fibre, når husdyrgødningen kører igennem et biogasanlæg.

Saml landbrugets interesser

Biogent CO2 og biometan bliver der i den grad brug for i det fossilfrie samfund.

Og samtidig vil kvæg- og griseproducenter få en reduktion i CO2-udledningen fra produktionen, som er med til at reducere CO2-afgiften på kvæg og grises biologiske processer.

Der er mange kompetencer spredt i landbruget. Nu er der brug for at samle kræfterne. Det vil styrke landbrugets rolle i den grønne omstilling.

På baggrund af trepartsaftalen opfordrer LBBL Landbrug & Fødevarer til at samle landbrugets interesser i en energi- og klimasektor. Det vil øge mulighederne for at udnytte potentialerne i fremtidens forretningsmuligheder.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også