Af Gitte Grønbæk, konservativ byrådskandidat i Kolding, Fynslundvej 41, 6064 Jordrup

Forhåbentlig er det borgerne i Danmark, der får værdien i form af en bæredygtig udvikling. Og at der er penge i omstillingen, har energiselskaberne tydeligvis vidst længe. Vindmøller, brint, solcelleparker, kæmpestore biogasanlæg. Jo - de helt store globale selskaber står i kø for at investere i den grønne omstilling, og tjener mange penge. Ikke mindst fordi der følger stor statsstøtte med investeringen i grøn energi.

Lige nu arbejdes der på en ny stor udbudsrunde for etablering af biogasanlæg. Der er store politiske ambitioner om, at det meste af husdyrgødningen skal gennem et biogasanlæg. På den måde kan der laves grøn gas af landbrugets værdifulde husdyrgødning, og landbruget kan i statsregnskabet være med til at reducere Danmarks CO2-udledning. 

Men det undrer mig, at vi som landmænd forventes at være super glade for at få lov at levere vores værdifulde husdyrgødning til de store biogasanlæg uden at få en ordentlig betaling for værdien. Og hvis vi ikke er opmærksomme, forærer vi landbrugets CO2 besparelser væk til dem, der bruger den grønne gas.

Mister organisk stof

Jeg forstår godt, at landbrugets leverandørforeninger er blevet skeptiske i forhold til at fortsætte med at levere husdyrgødning på nuværende betingelser. Hvor blev den økonomiske fordel af for landbruget? Vi leverer et værdifuldt produkt, som er grundlaget for grøn gas.

Men en modsvarende betaling er ikke tilstede. Hvem andre end landbruget vil være tilfredse med det?

Samtidig har alt for mange landmænd, der leverer husdyrgødning til biogasanlæg, fraskrevet sig retten til at indregne CO2-besparelserne på egen bedrift, idet de har underskrevet en såkaldt »selverklæring« på bæredygtighed. I fremtiden kommer de til at købe CO2-kreditterne hjem igen.

Den argumentation, vi som landmænd ofte møder, er, at vores husdyrgødning får større næringsværdi ude på markerne, når den er afgasset. Det oplever mange landmænd også, men samtidig har vi mistet en masse organisk stof, som vores mikroorganismer skulle omsætte og på den måde være med til at vedligeholde jordens frugtbarhed. 

Støtte skal øremærkes

Nu er tiden til at sige stop. Det er det, vi ser nogle leverandørforeninger gøre. Blandt andre. Leverandørforeningen bag Sønderjysk Biogas. 

Min opfordring til vores landspolitikere er, at det er nu, i forbindelse med den nye udbudsrunde, at en del af støtten skal øremærkes til en anstændig betaling for husdyrgødningen. Så hele statsstøtten ikke ender hos store internationale virksomheder.

Husdyrgødning er nu engang det bærende fundament for grøn gas fra biogasanlæg.

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.