Af Niels Laursen, formand i Sydvestjysk Landboforening

Debatten har kørt for fulde gardiner de sidste måneder, efter at Berlingske havde taget billeder af bunden i forskellige vandmiljøer. Læg dertil CO2-debatten, som kører i en til tider uforsonlig tone.

Men hvis vi tager et kig fra helikopteren, er der virkelig meget, vi kan være utrolig glade for.

Ikke mindst den seneste meningsmåling, som blev foretaget af Epinion for Altinget og DR. Her fik et repræsentativt udsnit af befolkningen spørgsmålet: »Landbrug optager i øjeblikket omkring 60 procent af Danmarks areal. Hvilket af følgende tre udsagn er du mest enig i?« - Og her svarede hele 68 procent, at »dansk

landbrug har en passende størrelse«, 15 procent mente landbruget fylder for meget, 9 procent mente for lidt, og 9 procent svarede »ved ikke«.

Det er altså et fantastisk udgangspunkt, og det viser, at på trods af den seneste tids debat, er der solid opbakning til os i befolkningen.

Endnu bedre blev det, da kommunikationsbureauet Radius CPH for 15. år i træk målte forskellige faggruppers troværdighed. Her fik vi en historisk høj placering som nummer 17; ganske vist efter læger, sygeplejersker osv. Men langt over embedsmænd (21), journalister (24), bilforhandlere (25) og politikere (26). Men hvordan kan det egentlig være, at vi trods mediestorme og deslige ligger så godt i svinget?

Det vi gjorde for Danmark

Jeg tænker, årsagen er mangesidet. Men en helt central ting, jeg selv er stolt af, er vores evne til at følge med samfundsudviklingen.

Da mine forældre var børn, var der fødevaremangel i Europa, og også her trådte landbruget i karakter. Vi omstillede os, tog traktoren i brug og kunne derfor fokusere på at producere flere fødevarer i en stadig højere og højere kvalitet.

Det har vi fortsat med, så danskerne – på trods af galopperende inflation – stadig kan få højkvalitetsfødevarer til overkommelige penge. Det var aldrig gået, hvis ikke vores viden og evne til at bruge moderne teknologi var helt oppe i verdensklassen. Men det er der, vi ligger.

Hvem har ikke prøvet at få det anerkendende nok fra udenlandske kolleger? Ja, det er jeg virkelig stolt af.

Det vi gør for Danmark

Tænk på, at når du læser denne leder, så er landbruget mere bæredygtigt, end det var i går; dette takket være anvendelsen af flere og flere højteknologiske løsninger:

Droner, solcelleanlæg, lagring af kulstof i jorden. Du er velkommen til selv at indsætte flere ord, som ikke bare er smarte »tech-ord«, som man forventer vil blive til noget. Fælles for alle teknologierne er, at det lige nu enten bliver brugt eller er i færd med at komme i brug.

Over de sidste 20 år og frem til nu har man også diskuteret, hvordan man redder »Udkantsdanmark«.

Her kan jeg ikke lade være med at smile, for mellem 2010 og 2020 steg antallet af ansatte på vores fuldtidsbedrifter hele 3.500, så det samtalede antal her er 29.200. Og de arbejdspladser er ikke placeret i »udkants-Randers« eller andre større provinsbyer.

Vores er derimod helt derude, hvor man er nervøs for, om skolen lukker, eller om den lokale købmandsbutik overlever – og hvor man under alle omstændigheder skal køre langt for at komme til lægen.

Vi er ganske enkelt en stor del af det jyske centralnervesystem, som strækker sig fra Grenen til grænselandet. Det er jeg virkelig både enormt glad for og stolt af.

Det vi fortæller til Danmark

Men alt det, vi gør, batter lige som ikke noget i den offentlige mening, hvis ikke vi fortæller om det. Derfor har Landbrug & Fødevarer indstiftet Samfundsprisen.

Og jeg er enormt stolt af, at prisen i år endnu en gang gik til en fra Sagro-land, denne gang Kristian Therkildsen, som er en fremragende ambassadør for alle os landmænd; ikke mindst i sit lokalsamfund, hvor

han var helt central i genopretningen Kvong Mose og anlæggelsen af en bræddesti, så naturperlen nu er tilgængelig for alle.

Både Kristian Therkildsen og alle os andre, der er gode til at invitere offentligheden indenfor, er med til at sørge for, at billedet af landbruget i befolkningen bliver mere retvisende.

Så når debatten er skrækkelig, og nogle slynger usandheder ud i debatten om landbruget, så tag en dyb indånding: Vi er troværdige, og folk kan faktisk rigtig godt lide os. For vi arbejder hver eneste dag stenhårdt på at blive bedre, grønnere og ikke mindst holde liv i de små lokalsamfund.

Alt det bemærker folk – og det er jeg stolt af.