I 2016 var jeg for første gang i nationalt tv - i DR2 Debatten. Jeg var hentet hjem fra Berlin, hvor jeg studerede, på DR's regning, og havde øvet Tænketanken Frejs holdninger og løsninger med min partner igen og igen og følte helt ind i hjertet, at vi havde noget at bidrage med, selvom vi stod omgivet af fødevareministeren, formænd for DN, Dyrenes Beskyttelse og for Landbrug & Fødevarer, Ida Auken og andre trænede medietyper.
Debatten gik godt og jeg fik flere gange understreget, at der ikke var et enten- eller forhold mellem natur og landbrug, og at løsninger og bedre natur er mulig. Jeg var pavestolt, da jeg sammen med familien forlod DR-Byen. Senere så vi det i tv.
Mine pointer holdt stadig vand, da vi fandt udsendelsen frem, men i bjælken med mit navn og organisation havde DR skrevet: »Iben Krog Rasmussen, Landmandsdatter«. Væk var min titel som medstifter af Tænketanken Frej og studerende på Københavns Universitet. Væk var al autonomi og stolthed. Jeg var landmandsdatter. Derfor var jeg værd at tale med. Jeg var rasende. DR havde vel inviteret mig ind i Debatten, fordi jeg havde noget at byde ind med. Ikke fordi jeg var nogens datter.
Sætter sig i opdragelsen
Men efter lidt raseri kom jeg til mig selv igen. Vi er jo alle døtre og sønner af nogen. Vi har alle en barndom. De fleste af os bruger hele livet på at rive os fri af den. De færreste af os lykkes. Vores forældre er de mennesker, der har den største påvirkning på os, og det bedste de kan sige til os er, at de er stolte af os. Men hvor ofte siger vi børn, at vi er stolte af vores forældre?
Dér besluttede jeg mig for, at jeg ville være stolt over at være datter af en landmand. Både fordi min far er, som han er, men også fordi erhvervet er, som det er. Det er et erhverv, der sætter sig i opdragelsen. Når man rigtig skal hygge sig som gårdfamilie, så skal der arbejdes, rakkes roer, samles flyvehavre, og de bedste samtaler, jeg haft med min far, har foregået på børnesædet af en traktor eller mejetærsker.
Jeg er stolt af at være landmandsdatter, men jeg er ikke sikker på, at jeg er stolt over dansk landbrug i sig selv i dag. Landbrug & Fødevarer har kørt deres kampagne »Det bedste i verden« med store billeder af kartoffelmadder og danske jordbær, men jeg er ikke sikker på, at resten af danskerne går og er stolt af dansk landbrug til daglig. Hvorfor ikke vise os den hvedemark, grisestald og mælkeproduktion, der dominerer dansk landbrug i dag. Vi producerer til eksport. Vi kan vel lige så godt fortælle danskerne det, som det er?
Stolthed
En gang havde jeg en snak med vores dygtige Aarhus-ansvarlige, Rasmus, om hvorvidt det er vigtigt, at danskerne er stolte af dansk landbrug eller ej. Jeg spurgte drillende, om landmændene ikke bare kunne være stolte af sig selv, så skulle jeg nok være stolt af at være Djøf’er. Rasmus fik mig heldigvis på bedre tanker. Vi er et lille land. Vi skal turde at forlange at vi er stolte af et erhverv i vores lille land. Jeg er vildt stolt af, at vi har LEGO i Danmark. Danfoss er et orakel, og Grundfoss skaber en større forskel i verden, end de fleste drømmer om. Det gør mig stolt! Det gør mig stolt, at vi har Christian Hansen, som gang på gang bliver kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed.
Sådan bør det også være for dansk landbrug. Vi skal være stolte af det, som landbruget gør. Landbruget gør så meget godt allerede i dag, men det skal udvikles, forbedres og deles. Carlsberg, Novo Nordisk, Novozymes og Christian Hansen er alle udsprunget af dansk landbrug. Vis at I er en del af dem, og de er en del af jer. Selv om de nu har hjemme i hovedstadsområdet, gør det dem ikke til dårlige virksomheder. Vis at mad og værdi kan skabes på landet, men at eksportaftalerne skabes af Djøf’erne i byen. Vi er sammen om det.
Der vil stå landmandsdatter på mit visitkort, til jeg dør. Det er jeg stolt af. Hjælp danskerne til at være stolte af at være en del af et landbrugsland. Det gør vi ved at være ærlige, åbne og fælles om det.