En ny analyse fra Landbrug & Fødevarer viser, at amerikanske tariffer og forhøjet told vil koste velstand på begge sider af Atlanten.
Trump er indsat som USA’s præsident og lægger blandt op til at gentænke landets samhandel med resten af verden. Derfor er det vigtigt, at Europa står sammen, for den største udfordring for danske og europæiske virksomheder kan hurtigt vise sig at være usikkerheden, skriver Landbrug & Fødevarer.
- Danmark er allerede i fuld gang med at etablere en dialog med den nye amerikanske administration. Det er nødvendigt, for en handelskrig mellem venner har kun tabere, siger vice-adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen.
Sidste år eksporterede den danske fødevareklynge for over 200 mia. kroner og USA er det ottendevigtigste marked.
- Det danske diplomati og EU-systemet arbejder benhårdt for at sikre, at vores samhandel med USA fortsat kan udvikle sig. For fødevareklyngen er USA et vigtigt marked, som de seneste år har efterspurgt stadig flere kvalitetsfødevarer fra Danmark, siger Flemming Nør-Pedersen.
En ny analyse fra Landbrug & Fødevarer viser da også, at tariffer og forhøjet told vil koste velstand på begge sider af Atlanten.
- Det er vigtigt, at vi i Europa lytter til præsidentens udtalelser og tager dem alvorligt. I dag har både EU og USA stor glæde af samhandlen over Atlanten og sådan bør det også være fremover. Samtidig er det også vigtigt at fastslå, at EU kommer til at spille en stadig vigtigere rolle i fremtiden, når det kommer til at sikre Europas konkurrenceevne og velstand, siger Flemming Nør-Pedersen.