Usikker på grøn trepart?: - Få talt højt om dine bekymringer

For mange landmænd kan den grønne trepart vække bekymring og komplekse tanker. Går du selv med den slags, skal du sørge for at dele dem. Der er nemlig hjælp at hente, understreger chef for bæredygtighed og arealanvendelse i Velas.

- Har jeg overhovedet et forretningsgrundlag om 10 år? Hvor giver det mening for mig at sætte ind? Skal jeg omlægge hele min bedrift?

Går du som landmand med den slags bekymringer og tanker i kølvandet på den grønne trepartsaftale, er du helt sikkert ikke alene.

I en pressemeddelelse opfordrer Anne Freund Grøftehauge, leder af Velas’ afdeling for bæredygtighed og arealanvendelse, til, at landmænd tør lufte de bekymringer og tanker, de måtte have i forhold til grøn trepart.

- Grøn trepart er et stort og komplekst emne, som vedrører alle grene af landbruget – uanset størrelse. Det er meget forståeligt, at det for landmænd giver anledning til mange tanker. I Velas har vi oprettet en afdeling særskilt til den grønne trepart, men dagsordenen berører alle afdelinger i rådgivningen og alle typer af landbrug, siger hun.

Derfor er det ifølge lederen heller ikke så afgørende, hvem du som landmand rækker ud til, hvis du har brug for at sparre om grøn trepart - bare du får det gjort.

- Det kan være ens økonomirådgiver, ens planteavlsrådgiver eller hvem det nu måtte være. Det vigtige er, at du tør dele de bekymringer og udfordringer, du går rundt med. Der findes svar og løsninger, uanset hvilken bekymring eller udfordring du har. Men du finder dem ikke, hvis ikke du får talt om dem, siger Anne Freund.

Flere fagligheder

At hjælpe landbruget med grøn trepart er ifølge Anne Freund Grøftehauge ikke en opgave, som kun tilfalder én faglighed eller én afdeling.

- Den grønne trepart kræver løsninger, der tager højde for den samlede bedrift, uanset om behovet er størst for rådgivning om økonomi, optimering af produktion, udtagning af jord, omlægning af driften, eller hvad det nu måtte være. Det handler dybest set om at finde de løsninger og veje, der giver mest mening for den enkelte, siger hun.

I Velas ligger ansvaret for grøn trepart i én afdeling, men Anne Freund Grøftehauge understreger, at alle afdelinger og fagligheder spiller en betydelig rolle i at guide landmændene.

- En bæredygtig fremtid for landbruget kræver et helhedsperspektiv, hvor alle aspekter af den enkelte bedrift bliver taget i betragtning. Når flere fagligheder arbejder sammen på tværs, vil den enkelte landmand få bedre hjælp til at balancere kravene fra den grønne trepart med de mål, som vedkommende har for sin forretning, siger hun.

Stil spørgsmål

Fordi der er tid til, at aftalen er fuldt implementeret, er der gode muligheder for at finde de løsninger, der passer bedst til din bedrift. For at udnytte den tid bedst muligt, er det vigtigt at få sat ord på de udfordringer, du ser komme – og det kræver, at du tør stille spørgsmål.

- Det er bedre at spørge én gang for meget end én gang for lidt. Hvad enten du vender dine tanker med din rådgiver, en kollega eller dit gårdråd, kan det hjælpe dig med at se nye muligheder og finde de svar, der giver mening for dig og din bedrift, siger Anne Freund Grøftehauge.

Hun opfordrer alle landmænd til at bruge deres netværk og rådgivere aktivt i processen. De spørgsmål, du stiller nu, kan være med til at sikre, at du er godt rustet til de forandringer, som den grønne trepart bringer med sig.

Det vigtigste er, at du ikke går alene med bekymringerne. Ved at dele dine overvejelser og få sparring, kan du tage bedre beslutninger og skabe en stærkere og mere bæredygtig fremtid for din bedrift, siger hun.

Læs også