Prisen på grisen hos Danish Crown er også i næste uge på 10,20 kr. pr. kilo, mens noteringen for søer også er uændret på 6,70 kr.
Det europæiske marked for grisekød er ved at stabilisere sig. De forskellige delstykker og udskæringer har i høj grad fundet nye veje ud til kunderne, men markedet er fortsat præget af et stort udbud af slagteklare grise, fordi ingen slagter mere, end de har kunder til.
Det skriver Danish Crown i selskabets markedsorientering torsdag, hvor selskabet meddeler, at der ikke bliver lavet om på noteringen i næste uge.
- Der er ikke et klart billede af, hvor markedet skal hen de næste måneder, så derfor er de fleste aktører tilbageholdende med at fryse varer ind til brug, når udelivet og grillsæsonen begynder hen over foråret. Det giver et stabilt højt udbud af fersk kød, som omsættes jævnt, men de tyske slagterier presser priserne på flere delstykker, fordi de mangler eksporten til især Storbritannien og Sydkorea, fortæller Per Fischer Larsen, der er SVP Industry Sales i Danish Crown.
Der er en god efterspørgsel på den midterste del af grisen fra både Storbritannien og de traditionelle eksportmarkeder udenfor Europa. Forender og skinker afsættes jævnt trods et relativt stort udbud.
- Vi arbejder fokuseret på at optimere vores afsætning, for der er dele af grisen, hvor vi tror på, at prisen skal op i den kommende periode. Omvendt er der også varer, hvor udbuddet er stort i Europa, så der er opgaven at fastholde de priser, vi opnår i markedet i øjeblikket, tilføjer Per Fischer Larsen.