Ledigheden steg med 500 personer i august. Det viser fredagens ledighedstal fra Danmarks Statistik.
- Selvom det seneste halvandet år ikke har skortet på dårlige nyheder – rekordhøj inflation, massive rentestigninger og krig i Ukraine – så har arbejdsmarkedet klaret mere eller mindre frisag. Generelt har vi set svagt stigende ledighed siden efteråret sidste år, men dog med en med flad udvikling i et par af forårsmånederne. Samlet efterlader det et billede af et fortsat meget varmt arbejdsmarked, lyder det fra Palle Sørensen, cheføkonom ved Nykredit.
- Lav ledighed er på mange måder en god nyhed, og navnlig for de danskere, der står på kanten af arbejdsmarkedet og får foden inden for i øjeblikket. Det er samtidig et tegn på, at vi udnytter ressourcerne i økonomien. Problemet er bare, at en længerevarende overophedning på arbejdsmarkedet kan være med til at destabilisere økonomien og skabe ubalancer. Det er således ikke entydigt godt, hvis ledigheden bider sig fast på det nuværende lave niveau, tilføjer han.
Han tilføjer, at virksomhederne fortsat »klamrer sig« til medarbejderne, da mange virksomheder frygter ikke kunne genbesætte stillinger, hvis behovet opstår fremadrettet. Ifølge ham er det formentlig hovedårsagen til, at for eksempel tilbagegangen i industrien uden for medicinalsektoren fortsat ikke for alvor har ramt ledighedstallene.
- Udsigterne blevet en tand mere dystre de seneste måneder. De seneste indikatorer peger på tilbagegang i euroområdet, og i særdeleshed på de vigtige danske eksportmarkeder i Sverige og Tyskland. Det vil også kunne mærkes herhjemme. Derudover ser privatforbruget også lidt svagere ud end ventet. Effekten er dog på nuværende tidspunkt begrænset, og i Nykredit forventer vi da også fortsat kun meget beherskede stigninger i ledigheden de kommende kvartaler, siger Palle Sørensen.