Maskiner fra en svunden tid bringer stadig glæde

Der blev høstet med seks fods mejetærskere og fremvist nyserviceret langhalmsmaskine, da Motor Og Veterantraktor Klubben Fyn holdt høst- og tærskedag i Øster Hæsinge.

Motor Og Veterantraktor Klubben Fyn afholdt høst- og tærskedag på »Peters Pladsen« i Øster Hæsinge. Der blev arbejdet hårdt og koncentreret med de gamle maskiner, men der var heldigvis også tid til hygge og snak i velfortjente pauser. Fotos: Erik Tvedskov Langhalmsmaskinen sorterer korn og aver fra og producerer de såkaldte »dukker«, der benyttes til stråtag. Sammen med 03-34-fy De to Massey Ferguson mejetærskere fra henholdsvis 1961 og 1967 – begge seks fod – klarede fint at høste den økologiske vårbyg på marken ved Øster Hæsinge Smedie.

Der blev arbejdet koncentreret og med stor ekspertise og erfaring, da Motor Og Veterantraktor Klubben Fyn forleden mødtes til tærskedag hos Peter Tegen på »Peters Pladsen« i Øster Hæsinge.

I adstadigt tempo og til lyden af maskiner, der arbejdede, blev der høstet og tærsket fra klokken 10 om formiddagen til ud på eftermiddagen, indtil regnen satte en naturlig stopper for høstarbejdet.

Et stykke danmarkshistorie

Især var interessen for langhalmsmaskinen, der lavede omkring 300 »dukker« halm til brug ved tækning, stor.

- Det er et stykke danmarkshistorie, fortæller medlem af veterantraktorklubbens bestyrelse, Gunnar Larsen. Vi har gennem foråret gået og serviceret maskinen. Der er en del remme, der er blevet skiftet og den kørte heldigvis perfekt. Det er en fantastisk maskine.

Langhalmsmaskinen sorterer korn og avner fra og producerer de såkaldte »dukker«, der benyttes til stråtag. Årets høst er af samme grund solgt til henholdsvis en lokal svineproducent og tækkemand.

Stor interesse

Arrangementet var vel besøgt af godt 150 tilskuere.

Udover langhalmsmaskinen kunne de nyde synet og lyden af to Massey Ferguson mejetærskere fra henholdsvis 1961 og 1967. Begge seks fods. Der blev høstet økologisk vårbyg, og selvom udbyttet ifølge Gunnar Larsen ikke var værd at skrive hjem om, havde alle en god dag.

- Det er sjovt at arbejde med de gamle maskiner fra en svunden tid. Sammenligner man med i dag, er det jo utroligt, at det alligevel ikke er længere tid siden, at man kørte rundt med de her mejetærskere på bare seks fod og syntes, at det var nogle store maskiner. I dag har de fleste jo det meste af 30 fod yderligere, lyder det fra bestyrelsesmedlemmet.

Maskinen, som Motor Og Veterantraktor Klubben Fyn har fået overdraget fra »Langhalms-Maskinen Fakse «, er en halv snes meter lang. Den er opbygget med et centralt hjulsæt og en trækanordning, så den kan trækkes efter en traktor. Via kraftoverføring leverer traktoren tillige kraft til maskinen, når den arbejder (altid stationært).

Ilægningen af rugnegene foregår cirka midt på maskinen. Selve maskinen består af to dele, nemlig en »rippe-del«, som ripper kerner og småhalm af og derefter pakker langhalmen i »dukker« eller »kærer«, som ombindes med bindegarn, inden deres rod-ender får en sidste finish, hvorefter de er klar til at blive brugt som tækkemateriale.

Den anden (bagerste) del af maskinen udgøres af tærskeværket fra en Dronningborg mejetærsker med tilhørende halmpresser. Og det hele er opbygget på – og sammenholdt af – en sindrig træ- og metalkonstruktion.

Det »afrippede« materiale af kerner og småhalm føres af et indvendigt sejl (som på en selvbinder eller mejetærsker) tilbage til tærskeværket, som renser kernerne og transporterer dem op i maskinens korntank, og som til sidst presser halmen, der afleveres på en sliske.

Motor Og Veterantraktor Klubben Fyn mødtes lørdag i forrige uge til tærskedag på »Peters Pladsen« i Øster Hæsinge. Der blev arbejdet hårdt og koncentreret med de gamle maskiner, men der var heldigvis også tid til hygge og snak i velfortjente pauser. Fotos: Erik Tvedskov

Læs også