Velbesøgt såmaskine-demonstration
13 stande og fire forskellige bud på såmaskiner trak godt 200 til Frijsenborg og Wedellsborgs arealer ved Tellerupvej, da Patriotisk Selskab afholdt såmaskine-demonstration.

Fire såmaskiner blev over tre omgange fremvist for de godt 200 fremmødte til Patriotisk Selskabs såmaskinedemonstration på Frijsenborg og Wedellsborgsarealer nær Gelsted. Fotos: Henriette Lemvig
Godt 200 fandt vej til Frijsenborg og Wedellsborgs arealer ved Tellerupvej nær Gelsted, da Patriotisk Selskab afholdt såmaskinedemonstration i sidste uge.
- Vi er meget tilfredse med tilslutningen. Der har været en jævn strøm af interesserede hele dagen og et højt fagligt niveau, lød det fra planteavlsmedarbejder Oliver Baaring Andersen, der er hovedarrangør af dagen.
Fokus på græsukrudt
Konsulenter fra Patriotisk bød ind med viden om græsukrudt, præcisionsjordbrug og jura i forbindelse med købekontrakter.
- Vi har sat fokus på såteknik og forebyggelse samt minimering af græsukrudt ved at trække etableringen af vinterhvede til midten af efteråret. Ved at pløje jorden og dernæst udskyde såtidspunktet til den 13. oktober, (hvor arrangementet fandt sted, red.) kan græsukrudtet potentielt minimeres med op til 75 procent, lød det fra planteavlskonsulenterne, der stod på stand ved siden af det større område, hvor der kørte såmaskiner til demonstration.
Fire bud på såmaskiner
Mads Bonde fra Kverneland præsenterede U-drill Plus 6000. Han fremhævede blandt andet maskinens lave vægt.
- Det er en af de letteste maskiner, der er på markedet. Og kombineret med store brede pakkehjul, og at den er hængslet, så det er sammenligneligt med at trække en trillebør i stedet for at skubbe den, gør, at den er meget let at trække.
Jacob Hartman fra Lemken præsenterede såmaskinen Solitair Duo.
- Det, der er unikt, er, at ringene i valsen sidder med fuldstændig samme afstand som discene gør ude bagved. Grunden til, at de gør det er, fordi vi gerne vil have lavet en fast bund.
- Når vi laver en fast bund, hvor knoldene er trykket og jorden er pakket, får vi nogle optimale forhold på, at sådiscen kan gå jævnt og i samme sådybde hele vejen igennem. Den skal med andre ord ikke ligge og hoppe hen over jordknolde og sten, sagde han.
Det allersidste skrig
Arne Gejl præsenterede Horsch Pronto 6DC.
- Det er allersidste nye skrig. Alle krydser er sat. Specielt ved den her er, at den har rowcontrol-fordelerhoved. Det rowcontrol er faktisk et gps-sektionsanlæg, så den kan afblænde og tænde på rækkeniveau, sagde han.
Sidst blev Kuhn Espro 6000 RC Mix præsenteret af Christian Korsholm.
- Det er en alsidig bugseret universalsåmaskine med såtanke på henholdsvis 3.500 liter i single - og 5.500 liter i gødningsversionen, henholdsvis model 6000 R og 6000 RC Plaxe eller 6000 RC Mix, som vi har med i dag. Espro er designet til såarbejde i pløjet jord eller i systemer med reduceret jordbearbejdning.
- Nå det er sagt, så har vi for nogle få uger siden fået spørgsmålet, om maskinen kan så direkte. Og det umiddelbare svar var: Nej, det er ikke en no-till såmaskine, men lad os da lave et forsøg.
- Vi tog alle klipsene ud og gav fulde gardiner i skæretryk, og vi kunne rent faktisk have sået ned i tre centimeters dybde. Det resulterede i, at mange af hjulene stod stille, så vi kan overføre energien herover.
- Skulle I eventuelt have hestebønner eller ærter, som I vil have banket ned i 8-10 centimeters dybde, så er det også en mulighed.
Tre fremvisninger
Såmaskinerne blev fremvist tre gange i løbet af dagen.
Der var desuden 13 stande med Patriotisk Selskabs egne konsulenter og de fremviste såmaskiner, NDI Group, Datalogisk, FarmBackup, Syddansk Økologi, DLG, Dansk Planteinspektion og Ploveksperten.
Dagen blev for de flestes vedkommende sluttet af ved pølsevognen og fadølsanlægget.