Når Poul Mikkelsen og de otte ansatte ved Pomi tænder svejseapparatet i værkstedet ved Nørager i Himmerland, ender det ofte med en maskine, der kan bruges i marken i forbindelse med arbejdet med halmballer. Endnu en nyhed i lige netop den genre er da også lige blevet sluppet løs. Stack 200-ballevognen med egen opsamler.
Vognen kan stable otte bigballer ad gangen, og har en kapacitet på op til 120 baller i timen.
- Der findes i forvejen nogle forholdsvis komplicerede læsseaggregater på markedet, men vi har gjort tingene så simple som muligt. Simple løsninger betyder ofte, at maskinerne er lettere at bruge og ikke mindst lettere at holde ved lige, siger han.
- Vognen er let at bruge med et par ballearme, der klapper sammen om ballen, så det ikke betyder noget, hvis man rammer lidt skævt, siger maskinproducenten, der har haft en prototype ude at køre i tre år, inden vognen nu er blevet klar til salg.
Og han har allerede mødt stor interesse for den nye stabler.
- Den har mange anvendelsesmuligheder, og kan være med til at effektivisere tingene et bette kun, så man måske kan spare den ekstra mand, mange landmænd i forvejen har problemer med at finde i høsten, vurderer Poul Mikkelsen.
- Først og fremmest er det en kæmpe fordel at få stablet ballerne, så de ikke står og bliver våde. Man kan så bruge vognen til at køre dem ud til vejen og få en lastbil til at hente dem. Nogle vælger også at køre ballerne helt hjem med vognen, mens man også kan lave en stabel til at pakke dem ind ude på marken.

Hestepære-opsamler

Selvom det er wrap-maskiner, ballevogne og andet udstyr til arbejdet med halm og græs, der fylder mest i Pomi’s sortiment, er der dog også blevet plads til en lille nyhed i en helt anden boldgade i årets sortiment.
- Det er nok en af de mindste maskiner, vi har lavet i de 25 år, vi har eksisteret, fortæller Poul Mikkelsen om sit nyeste skud på maskinstammen, en opsamler til hestepærer, der kan spændes bag en ATV og fjerne efterladenskaberne fra folden. En rive monteret foran opsamleren slår hestepærerne i stykker, mens en kost fejer ekskrementerne op i beholderen, når maskinen kører fremad.
- Den løser et problem med at skulle rende rundt og samle lortene op ude i foldene, som vi har mærket efterspørgsel efter. Det er en god ting at få samlet op, så der ikke går orme i det og der opstår risiko for sygdom, fortæller Poul Mikkelsen.
Idéen til maskinen kom fra en samarbejdspartner i England, og Poul Mikkelsen regner da også med at en del af maskinerne bliver solgt uden for landets grænser.
- Langt de fleste maskiner, vi laver er en nicheproduktion, så vi har ikke noget stort marked et enkelt sted. Derfor sælger vi vores produkter til det meste af verdenen. England, Tyskland, USA, Australien lidt i Kina og hele vejen gennem Europa, forklarer Poul Mikkelsen.

Nicheproduktion

Han vurderer, at omkring 30-40 procent af maskinerne fra Pomi bliver solgt til eksport.
De helt store eksportvarer er Wrap 7- og Wrap 12- maskinerne, der kan wrappe henholdsvis 7 og 12 baller i hver stabel. Maskiner, som kun bliver bygget i værkstedet ved Nørager.
- Det er maskiner, som ingen større producent vil give sig i kast med. Det er en nicheproduktion, som ville drukne i papirarbejde i en større virksomhed, før produktionen overhovedet var gået i gang. Her i firmaet lever vi af at lave specialmaskiner og ikke masseproduktion, fastslår Poul Mikkelsen, der sælger et sted mellem 5 og 10 store wrappere om året.
- Vi har fundet en niche med specialmaskiner, og jeg har ikke nogen drøm om at få 200 ansatte, så det passer mig rigtig godt, siger han.
Ud over maskiner langer Poul Mikkelsen også masser af plastic, bindegarn og rundballenet over disken, når landmændene går i gang med halmarbejdet.
 

Maskiner