Ny Fendt-vogn giver større kapacitet

Gert Glob Lassen, Silkeborg, er Danmarks første ejer af en Fendt Tigo 100 XR opsamlervogn. Den store vogn skal primært anvendes til indhøstning af grovfoder til hans 325 krydsningskøer.

Opsamlervognen rummer 54 kubikmeter græs, men er stadig kortere end mange af konkurrenterne.

Der var nyt maskineri bag Gert Glob Lassens Fendt 936, da første slæt blev taget på markerne ved Silkeborg.
Den nye Fendt Tigo XR er Fendts absolut største opsamler- og frakørselsvogn. Den er 3-akslet og rummer 54 kubikmeter komprimeret græs, selvom den stadig er kortere end mange af sine konkurrenter.
Og de første ture med vognen har været en god oplevelse, fortæller den midtjyske landmand.
- Den er dejlig nem at køre med, og via Isobus er alle vognens styringsparametre ført op på traktorterminalen og lagt ind i joysticket, så det er nemt at få overblik over det hele, siger han, og fremhæver den store kapacitet, som en af de største fordele ved vognen. 
- 9-10 kubikmeter komprimeret græs ekstra pr. læs betyder meget, når man kører hjem over større afstande, siger han. 

Velegnet i kuperet terræn

I området omkring Silkeborg er terrænet ofte kuperet. Her er der flere fordele ved Fendt Tigo. Dels gør dens kompakte design og lette konstruktion den nem at trække. Dels sørger Fendt Stability Control (FSC) for at holde vognens hældning stabilt på samme niveau på skråninger. 
En af processerne i græssets vej fra mark til vom er snitningen. Tigoens kombination af mange knive og kort afstand mellem knivene resulterer i et rent snit, lyder det i en pressemeddelelse fra TBS i Starup, der har solgt vognen. Fendt Tigo benytter forlængede knive fremstillet af hærdet stål med et særligt bølgeskær. Derved opnår Tigos knive meget lang anvendelsestid og snit i hele længden. Snitlængden kan justeres via et håndtag, så kun det halve antal knive er i aktion. Dermed ændres snitlængden mellem 37 og 74 mm.
En rotor med en snitteåbning på kun 3,5 mm og 25 mm brede fingre skal sikre snittekvaliteten med den nye vogn. Afgrøden understøttes aktivt af skærebordet, og de syv rækker fingre, der er arrangeret i spiralform. Med en indføringskanal på mere end en kvadratmeter ledes foderet til lastrummet uden unødvendigt effektforbrug. 

Unikke features

Når man spørger Martin Geiser fra TBS om særligt gode ting ved vognen, fremhæver han den servicevenlige knivsektion, der kan svinges ud til siden, så der er uhindret adgang til knivene og endnu Fendt Tigos VarioFill-system. 
- VarioFill syner måske ikke af så meget, men det er en gennemtænkt kombination af intelligent, automatisk fyldning og tømning samt en multifunktionsfrontklap ud over det sædvanlige, siger han.
Den første komponent i VarioFill er frontklappen. Den er multifunktionel og aktiv både under på- og aflæsning, og så kan den indstilles indenfor en vinkel på 80 grader. Ved at udnytte pladsen over indføringsenheden skabes der seks kubikmeter mere lastvolumen, uden at vognen bliver for lang. Det andet element i VarioFill er den automatiske læsning, som kontrolleres og justeres fra traktorens terminal, og hele tiden sørger for en ensartet komprimering, så den store vognkasse udnyttes fuldt ud. Og som et tredje punkt er der den automatiske tømning. Tømningen starter med et tryk på en knap, så åbnes bagklappen, hvorpå skrabebunden og frontklappen starter samtidigt. På grund af hældningen i slutpositionen presser frontklappen aktivt den sidste foderkile mod skrabebunden og sørger for, at vognen tømmes helt. 
 

Læs også