Svenske læssemuskler til danske landmænd

Maskinstationerne har fået øjnene op for dem – nu er det landmændenes tur til for alvor at stifte bekendtskab med de svenske læssemaskiner fra Ljungby Maskin, der begår sig fint inden for blandt andet kvægfodring

MASKINER Kvalitet, kraft og komfort er nøgleordene i beskrivelsen af læssemaskinerne fra Svenske Ljunby Maskin, der i Danmark forhandles og serviceres af Ljungby Service i Ringsted.

Mens læssemaskinerne er udbredte og populære inden for landbruget i både hjemlandet Sverige og i blandt andet Holland, er det herhjemme mest maskinstationerne, der har fået øjnene op for den kraftfulde svensker.

Og afdelingsdirektør Poul Kruse, Ljungby Service, så gerne, at også flere danske landmænd kiggede i retning af Ljungby-maskinerne, når maskinparken skal fornyes eller udvides.

-  I både Sverige og et land som Holland, er landmændene glade for Ljungby-læssemaskinerne, konstaterer Poul Kruse.

Ljungby Maskin tilbyder et bredt program i L-serien, der går fra den mindste L9 til den største L30. Tallet fortæller kapaciteten for den enkelte læssemaskine, der dermed går fra 9 til 30 tons.

 

Tonsvis af dagligt kvægfoder

Mælkeproducent Willem Derk Aversteeg i det midtjyske nær Grindsted, er en af de landmænd, der har fået øjnene op for de svenske læssemaskiner fra Ljungby.

Han investerede for et år siden i en L11-model hos Ljungby Service, der hjælper til ved den daglige fodring af besætningen på 600 køer med opdræt, der betyder at omkring 50 tons foder hver dag skal flyttes rundt på bedriften i forbindelse med fodring.

Willem Derk Aversteeg havde kig på flere andre mærker indenfor læssemaskiner, men valget faldt alligevel på Ljungby – et mærke han selv blev opmærksom på for år tilbage på en maskinstation, hvor han arbejdede.

For selv om Ljungby langt fra er den billigste læssemaskine på markedet, er den totaløkonomisk, ifølge Willem, alligevel særdeles attraktiv:

- Ærligt sagt var den 50.000 kroner dyrere end noget af det, jeg ellers så på. Men med en attraktiv finansiering og lavere afskrivning ville forskellen ikke være ret stor, fortæller Willem Derk Aversteeg, der også nævner driftssikkerhed og lavt brændstofforbrug som betydelige fordele.

-  Den er billig i drift og bruger blot 6,8 liter brændstof i timen, forklarer Willen, der tilføjer, at maskinen serviceres for hver 500 timer, den har kørt.

-  Den kører upåklageligt. I starten var der småjusteringer, som blev klaret uden beregning, forklarer Willem Derk Aversteeg, der har kørt med maskinen i et års tid, hvor det er blevet til 1.500 timer i aktion på den store kvægbedrift.

Læs også