Den sjællandske minkavler Henrik Svendsen fortæller, at han var i gang med at lave aftaler med jyske minkavlere om avlsdyr til næste år. Han havde ikke set en total nedlukning af dansk minkproduktion komme overhovedet.
En sms fra en ven.
Det var måden, at minkavler gennem 30 år Henrik Svendsen ved Hvalsø på Sjælland onsdag eftermiddag fik besked på, at hans livsværk nu bliver taget fra ham. Beskeden tikkede ind på telefonen omkring klokken 15 onsdag, cirka en time inden, at statsministeren afholdt sit pressemøde.
Det var på den tid, at flere medier erfarede, hvad det præcis var, statsministeren ville holde pressemøde omkring. Efterfølgende kunne han mellem klokken 16 og 17 få bekræftet, at alle mink i Danmark – inklusiv avlsdyrene – skal aflives og branchen i »en årrække« nu er lukket ned.
- Det var lidt et hul at ryge i, siger Henrik Svendsen, der fortæller, at han nu kommer til at sige farvel til en medarbejder på bedriften.
Kommer ikke igen
Som minkavleren ser det, så er det et endegyldigt farvel til hele den danske produktion af minkskind for al tid.
- Jeg tror simpelthen ikke på, at minkavl kommer igen. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg har meget svært ved at se, hvor vi skal skaffe avlsdyr fra. Alle andre steder i verden kæmper de jo med plasmacytose eller andre ting.
Henrik Svendsen fortæller, at beslutningen i den grad kommer bag på ham. Inden sms’en i går tikkede ind, så har man, fortæller han, på Sjælland selvfølgelig gået og holdt vejret, når man har fulgt udviklingen i smittespredningen på de jyske minkfarme.
- Og jeg håbede, at vi kunne gå fri, indtil vi havde pelset. Så ville populationen på min farm falde fra 18.000 til 3.000 mink. Og så falder smittepresset, som er på minkfarmen, jo voldsomt, må man gå ud fra.
- Og jeg må indrømme, at jeg havde ikke set det her komme. Jeg var allerede i gang med at lave aftaler med jyske minkavlere om, at de skulle have avlsdyr, hvis vi klarede frisag, siger Henrik Svendsen.
Ikke skruet ned
Modsat flere af sine kolleger har Henrik Svendsen i de seneste år med lave priser ikke skruet ned for produktionen. Også selvom han siden 2014 har kørt med underskud i sin minkforretning.
Effektivt Landbrug fulgte ham gennem flere artikler i 2018 og 2019, hvor han her fortalte, at grunden til, at han ikke har droslet ned på sin minkproduktion, er, at han ville være klar til opsvinget, som han så komme lige om hjørnet.
- Minkpriserne bliver en gyser i 2019, men det vender
Også gennem 2020 har han kørt med fuld produktion, og han havde stadig ingen planer om at skrue ned.
- Var coronaen ikke kommet, var der lagt i kakkelovnen til, at det skulle vende i år, for der er faktisk kommet ret godt gang i pelssalget i Kina igen. Jeg har troet på det hele tiden, siger Henrik Svendsen, der udover minkavl blandt andet også har en større planteproduktion og driver et lagerhotel på sin bedrift.
- Ikke på noget tidspunkt har jeg været på vej ud af minkbranchen. Det har jeg ikke.
Viser forståelse
Til trods for den brutale besked om nedlukning af hans erhverv gennem 30 år viser Henrik Svendsen dog forståelse for beslutningen.
- Vi kan jo ikke hamle op med folkesundheden. Og jeg kan ikke vurdere, om det er så slemt, som de siger, at det er. Det må vi tage for gode varer, at det er. Hvis de der mutationer oppe i Nordjylland gør et eller andet, så vaccinerne ikke virker. Det kan vi jo ikke leve med. Det kan vi jo ikke, siger Henrik Svendsen.
lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35