På grund af smitte med fugleinfluenza i vilde fugle opfordrer Miljøstyrelsen til at udvise den største forsigtighed, når man håndterer og udsætter fasaner.
Udsætningen af fasaner er godt i gang over hele landet, men i år er der grund til at tænke ekstra på hygiejnen, når man håndterer fasanerne, inden man udsætter dem i naturen.
Det skriver Miljøstyrelsen i en meddelelse.
Styrelsen oplyser, at opfordringen skyldes en usædvanlig epidemi af fugleinfluenza, som har ramt havfugle på den jyske vestkyst hårdt. Fødevarestyrelsen har fundet smitte af fugleinfluenza med det virus, som hedder HPAI H5N1, og der er nu frygt for, at sygdommen kan brede sig fra kysterne ind i landet.
Ifølge Styrelsen er det usædvanligt med en epidemi af fugleinfluenza på denne årstid, og det giver grund til bekymring. Fugleinfluenzaen bliver ekstra alvorlig, hvis den også spreder sig til erhvervsfjerkræbesætninger.
Vask hænder og støvler
- Man skal især tænke på hygiejnen, hvis man bevæger sig rundt mellem flere besætninger med opdrættede fugle, eller når man fodrer fasaner, der er sat ud i naturen.
Vask eller afsprit dine hænder, før og efter du håndterer fuglene, og husk altid som et minimum at vaske og desinficere støvlerne mellem to besætninger eller fodringssteder, siger Søren Egelund, Miljøstyrelsen.
Hvis man har mistanke om fugleinfluenza i besætningen, skal man straks tilkalde en dyrlæge.
De klassiske kliniske symptomer på fugleinfluenza hos hønsefugle som for eksempel fasaner er en pludselig høj dødelighed, ophørt æglægning, luftvejssymptomer, øjenbetændelse med tåreflåd, diarré og eventuelt væskeansamlinger og blåfarvning af huden, især i hovedet, oplyser Fødevarestyrelsen.
Andefugle viser ofte kun svage eller ingen kliniske symptomer.
Indberet i Fødevarestyrelsens app
Hvis man finder døde fugle i naturen, bør man også være yderst agtpågivende. Ligger der flere døde fugle på samme sted, skal man lade dem ligge, men gerne indrapportere fundet til Fødevarestyrelsen i app´en FugleinfluenzaTip.
Miljøstyrelsen gør endvidere opmærksom på, at når det gælder udsatte fugle, skal man være opmærksom på, at medicinering er forbudt, så snart fuglene er sat ud i det fri. Er de først blevet sat ud, bliver de betragtet som vilde fugle. Derfor er det heller ikke tilladt at udsætte erstatningsfugle, hvis nogle af dem dør, efter at de er sat ud. Kvoten kan ikke ændres med henvisning til sygdom.
Gode råd om hygiejne omkring opdrættet fjervildt
● Skift fodtøj, skift tøj eller anvend overtrækstøj, når du går ind til din besætning
● Vask hænder i varmt vand og sæbe inden og efter du har været inde hos din besætning
● Hunde brugt til jagt må ikke – på grund af risiko for smittespredning – komme i kontakt med dit tamfjerkræ eller dit opdrættede fjervildt
● Redskaber og andet, der har været anvendt til et fjervildt- eller fjerkræhold, bør ikke anvendes i andre besætninger
● Hold rent ved indgangen til stalden, i forrum og omkring fodersilo m.v.
● Sørg for, at servicepersonale eller gæster i besætningen ikke udgør en smitterisiko, inden de får adgang til din besætning. Hav derfor ekstra skiftesko og overtrækstøj liggende klart.
Kilde: AI Faktaark, Jaegere (foedevarestyrelsen.dk)