Morgenerne er mørke og tågen hænger ved langt op ad formiddagen. Der er noget særligt ved tåge. Det er som om, lydene forstærkes, også stilheden, næsten som ved dalende sne.
Der er lidt om snakken, for den fugtige luft bærer lydbølgerne længere end tør luft. Det er derfor, de små fugle synger mest om morgenen, da deres sang kan høres over et større område i den fugtige morgenluft.
Ugens art er ikke nogen stor sanger, men til gengæld kommer den ud af tågen i denne tid. Det er blishønen, der har levet skjult, men som dukker talstærkt op, når dagene bliver korte.
Blishønen har sit navn, på grund af den karakteristiske hvide pandeblis. Kroppen er sort og rund, og der er ikke umiddelbar forskel på han og hun. Fuglens vingefang måler fra 70 til 80 centimeter, og den er omkring 38 centimeter lang. Hannen vejer mellem 750 og 900 gram, og hunnen, der er lidt mindre, vejer mellem 500 og 800 gram.
Selvom blishønen ofte ses på vandet, er den ikke nogen særlig god svømmer. Den har nemlig ikke rigtig svømmehud, som ænder og gæs, men kun små svømmelapper langs med tæerne.
Blishønen er almindelig overalt, hvor der er søer og fjorde. Den lever mest af vandplanter, især grønalger, men supplerer også med insekter, orme og snegle.
Om vinteren er den ret social og opholder i store flokke, men når ynglesæsonen begynder, er det er anden sag. Blishønen er yderst territorial og forsvarer sit område med hidsige kliklyde og stor aggressivitet.
Både ænder, gæs og svaner må vige fra dens redeplads i sivene, og den kan endda finde på at dræbe ællinger, hvis de kommer for tæt på.
Nogle arter har flere navne, og blishønen er en af dem. Den kaldes også moseand eller plørekok. Det er mest blandt jægere, at de andre navne høres.
Se efter de store flokke af sorte fugle på vandet, der melder om vinter på vej.