En landbrugsforkæmper fylder 75 år

FØDSELSDAG Poul Vejby-Sørensen, der fungerer som ekstern faglig rådgiver for Bæredygtigt Landbrug, kunne for nylig fejre sin 75-års fødselsdag.

Poul Vejby-Sørensen er i erhvervet kendt for sine gentagne forsvar for dansk landbrugsproduktion og for sine angreb på usaglige miljøreguleringer – han har i den forbindelse aldrig været bleg for at gå til angreb på embedsmænd, hvis han fandt, der blev manipuleret om miljøforhold.

Poul Vejby-Sørensen bor i Hellerup, men er født og opvokset nær Aarhus. Den praktiske og teoretiske landbrugsuddannelse blev afsluttet med eksamen som cand.agro. fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (i dag en del af Københavns Universitet) tilbage i 1970.

Efter uddannelsen har han været beskæftiget i erhvervsorganisationer inden for landbrug. Han var i en årrække blandt andet sekretariatschef for Centralforeningen af Tolvmandsforeninger.

Efter nogle år som projektleder i Carlsberg Forskningscenter blev Poul Vejby-Sørensen knyttet til den daværende hovedorganisation SALA (jordbrugserhvervene og fødevareindustrien) gennem mere end 20 år og har desuden været medlem af en række udvalg og kommissioner for landbrugspolitik, arbejdsmarkedspolitik og miljøpolitik.

jhal

Læs også