Med virkning fra 1. juni er Jonna Pedersen tiltrådt en stilling som HR-konsulent hos Sønderjysk Landboforenings HR- og arbejdsgiveservice, som udfører en lang række opgaver – herunder løn – for eksterne kunder.
Jonna Pedersen skal hos SLF beskæftige sig primært med HR-opgaver, rekruttering af udenlandske medarbejdere samt ledelsesudvikling for eksterne kunder.
På sit cv har Jonna Pedersen blandt andet en HD i organisation fra Syddansk Universitet samt en master i læreprocesser fra Aalborg Universitet. I en årrække var hun konsulent hos Landbrugets Efteruddannelse i Hovborg.
Herefter valgte Jonna Pedersen at blive selvstændig konsulent, inden hun senest gennem 15 år har arbejdet ved VIA Professionshøjskole i Region Midt – heraf en årrække som leder.