Martin Kristian Rants Brauer er pr. 1. september ansat som ny cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, og det er som afløser for Frank Øland, der i foråret skiftede tilbage til Danske Bank.
Martin Brauer kommer fra konsulenthuset HBS Economics, hvor han som partner i virksomheden tidligere har foretaget analyser for blandt andet Landbrug & Fødevarer og andre større erhvervsorganisationer, virksomheder samt ministerier.
Tidligere i karrieren har han været afdelingschef i Damvad og før det ansat i Økonomi- og Erhvervsministeriet. Han er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet, hvor han også har været ansat.
- Jeg glæder mig utroligt meget til at styrke fødevareklyngen og sætte erhvervet på den samfundsøkonomiske dagsorden, siger den nye cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, der bor i Roskilde.
Martin Brauer vil referere til Per Vesterbæk, der i samme ombæring overtager det overordnede ansvar for afdelingen Analyse & Statistik.