Af vintersædsarterne er vinterbyg mest følsom for manganmangel, men vinterhvede kan også rammes hårdt, især ved tidlig såning.

Det oplyser Seges, der påpeger, at manganmangel kan fastlægges mere præcist ved at måle med en mangantester, som for eksempel NN Easy 55.

Vinterrug er mindre følsom, og vinterraps anses normalt ikke for at være følsom for manganmangel.

Seges konkluderer i øjeblikket, at der i dette efterår de fleste steder er et normalt behov for mangantildeling.

Mangan-strategi efteråret

På grund af afgrødernes dårlige evne til at flytte mangan rundt i plantevævet, skal udsprøjtning af mangan foretages, før symptomerne viser sig.

- Normalt kan mangel forebygges med én til tre sprøjtninger, hvor første behandling i vintersæd skal foretages allerede i tre- til fire-bladstadiet, påpeger Seges.

Så længe der er vækst i afgrøden, kan den vokse sig til en manganmangel.

- Så i milde efterår kan behandling helt frem til jul være nødvendig på arealer stærk disponeret for manganmangel.

Undgå svidninger ved mangangødskning

● Undgå at køre ved udsigt til hård nattefrost

● Undgå udsprøjtning i direkte sol – normalt ikke et problem i efteråret

● Vær opmærksom på, at der kan være større risiko for svidninger af afgrøden, hvis afgrøden er stresset for eksempel af høje temperaturer eller vandmangel.

● Blanding af mikronæringsstoffer kan i stressede afgrøder øge svidningsrisikoen.

Hvor er der behov for en behandling mod manganmangel?

● Hvor der før er konstateret problemer med manganmangel i marken

● Hvor marken har et højt reaktionstal i forhold til jordtypen samt et højt indhold af organisk materiale

● Hvor der ikke er anvendt forsurende gødninger, som for eksempel svovlsur ammoniak eller DAP

● Vinterbyg eller vinterhvede der på nuværende tidspunkt er kraftigere end normalt

● Hvor vinterhveden er sået tidligt

● Hvis der er visuelle tegn på manganmangel i marken

Planter