Rekordernes høstår for DSV-avlere

Godt 400 frøavlere har været med på DSV Frø Danmarks avlermøder siden årsskiftet. 2022-sæsonen blev gennemgået, ligesom der var en udsigt for den kommende sæson.

Carsten Jørgensen, avlschef i DSV Frø Danmark A/S, kom med »rekord-gode« meldinger til de fremmødte frøavlere på de i alt fem avlermøder, som DSV Frø har holdt over hele landet den seneste tid. 2022-høsten var nemlig rekordstor.

- Det er andet år i træk, hvor der høstes højere udbytter end normalt i alle frøarter. Det er højst usædvanligt, at det sker to år i træk. Det vidner om stor dygtighed og fleksibilitet hos frøavlerne, da både 2021 og 2022 bød på tørke i foråret sammen med blæst og byger midt i høstperioden, påpegede Carsten Jørgensen.

Høsten 2022 ser ud til at ende med et udbytte på hele 1.670 kg pr. hektar i gennemsnit, og det er 14 procent højere end DSV’s seneste femårs-gennemsnit.

- Det er andet år i træk, hvor der høstes højere udbytter end normalt i alle frøarter. Det er højst usædvanligt, at det sker to år i træk.

Carsten Jørgensen, avlschef

Det er samtidig ny rekord i Danmark. Den hidtidige udbytterekord blev sat i Danmark i 2014 med 1.479 kg kr. hektar i gennemsnit af græs- og kløverfrø.

Almindeligt rajgræs topper med et udbytte på 1.850 kg pr. hektar i gennemsnit. Det er fem procent højere end gennemsnittet.

Samtidig blev der også sat nye danske udbytterekorder i bakkesvingel med 1.535 kg pr. hektar, i rødsvingel på 1.700 kg pr. hektar og i strandsvingel på 1.750 kg pr. hektar.

Reduktion i areal

Den store høst falder sammen med et år, hvor høstarealet af græs- og kløverfrø i Danmark var rekordstort på hele 111.000 hektar.

- Samtidig ser det ud til, at eksporten af frø fra Danmark stagnerer, og vi imødeser en vis lageropbygning. Derfor var vi i efteråret 2022 ude og fik ompløjet alle dårligt etablerede frømarker til høst 2023, oplyste Carsten Jørgensen på avlermøderne.

Mange marker på især Sjælland og Fyn var kommet dårligt fra start, idet en forårstørke, kraftige regnbyger lige efter såning og et stort udbytte i dæksæden var hård ved udlægget. Det gik især ud over marker med rødsvingel, bakkesvingel og engrapgræs.

Den store høst de sidste par år får samtidig den betydning, at høstarealet nedsættes kraftigt til høst 2024.

- Vi er kede af, at vi ikke kan tilbyde vores frøavlere de arealer, de normalt har i sædskiftet. Men for at bringe balance i markedet, er vi nødsaget til at nedsætte vores udlæg til høst 2024.

- Med de nuværende høje priser på både korn og raps er der heldigvis gode alternativer for frøavlerne lige nu.

Det samme gælder for de økologiske arter, hvor udbytterne i høsten 2022 var høje, og udlægget derfor bliver kraftigt reduceret til høst 2024.

Læs også