Det går endog rigtig godt for Dansk Landbrugs Frøselskab (DLF), og de kommende år ser lige så positive ud. Det indtryk står tilbage efter de første avlermøde, som lige nu afholdes rundt omkring i hele landet.

- Koncernomsætningen er i 2017/18 steget til godt 4,3 milliarder kroner, mens EBIT-resultatet er steget til 248 milliarder kroner, hvilket bestyrelsen betegner som yderst tilfredsstillende, kunne bestyrelsesmedlem Anders Frandsen indlede det første møde i Sorø med at oplyse. 

Balancen var på 2.763 millioner kroner mod 2.199 millioner kroner året før, og egenkapitalen er vokset til 1,532 millioner kroner mod 1,382 millioner kroner året før.

DLF har også i det sidste års tid været inde i en kraftig ekspansion med en stribe store opkøb af frøfirmaer.

- Vi har med virkning fra 1. oktober 2017 overtaget Syngentas roefrøaktiviteter via købet af MariboHilleshög, og det har i de første ni måneder fuldt levet op til forventningerne, fortalte Anders Frandsen.

- Den 1. februar i år overtog vi aktiverne i det argentinske frøfirma Gapp Semillas S.A., og pr. 29. juni overtog vi selskabet La Crosse Seed med base i Wisconsin, USA.

Men det helt store kvantespring kom imidlertid i august i år med købet af det dominerende frøfirma på den sydlige halvkugle, PGG Wrightson Seeds.

- Dette firma er et spejl af de aktiviteter, som vi har i DLF på den nordlige halvkugle. Med købet konsoliderer DLF sin position som den globale markedsleder med tilstedeværelse på alle væsentlige frøproducerende markeder i hele verden, fastslog Anders Frandsen.

Acontopriser
Direktør Truels Damsgaard oplyste på det første følgende om DLF’s acontopriser på frø:
Hvidkløver
Knap så højt som sidste år, men generelt over flere år på et pænt niveau med i år 27 kr. pr. kg frø og et bruttoudbytte pr. hektar på cirka 13.000 kr. ved indekstal for høstudbytte på 95.
Alm. rajgræs
Godt 8 kr. pr. kg og med indeks 86 en økonomi på cirka 12.000 kr. pr. hektar. Ret stabilt marked for alm. rajgræs de senere år og faldende lager, så fornuftigt marked de kommende år.
Rødsvingel
Godt 9 kr. pr. kg og med indeks 98 og en økonomi på cirka 13.000 kr. pr. hektar i bruttoudbytte.
Hundegræs
Stadig en meget høj pris på knap 14 kr. pr. kg og en økonomi på cirka 16.000 kr. pr. hektar. Men markedet for hundegræs er ved at vende, og der skal lægges betydeligt mindre hundegræs ud. Ser bekymrende ud fremad.
Strandsvingel
Pris på knap 10 kr. pr. kg og med indeks 90 giver det cirka 13.000 kr. pr. hektar.
Engrapgræs
Stadig en høj pris på omkring 18 kr. pr. kg, men med et lavt udbytte på kun indeks 73 giver det en økonomi på cirka 14.500 kr. pr. hektar. Sidste år var noget højere ud fra højere udbytte.
 

 

Planter