Livestreaming, videomøder, rundvisning og selvstudier er nogle af de metoder, Sagro har grebet fat i, for stadig at kunne dele ud af deres viden fra demonstrationsarealerne i marken.
De store markdemonstrationer blev aflyst. Landsskuer og dyrskuer med. ERFA-grupper udvekslede viden på behørig afstand. Generalforsamlinger blev afviklet udendørs eller online. Interaktive møder med deltagelse fra New Zealand. Og »Skype-møder« og »Teams« blev nye ord i hverdagen i forbindelse med, at Covid-19 satte en stopper for at samles fysisk.
Sagro Planter & Miljø arbejder fortsat med demonstrationer og vil synliggøre dem på andre måde, så landmænd fortsat kan få inspiration til markdriften i år.
- Vi har en forventning om igen at kunne invitere til fysiske markdemonstrationer sidst på året, og selvfølgelig indenfor de rammer som myndighederne udstikker, siger afdelingsleder Christian Hansen.
Digitalt og på sociale medier
Sagro har derfor etableret skilte og lavet oversigter ved demonstrationsarealerne, så man som landmand selv kan gå rundt og studere parcellerne, mens erfagrupper og mindre grupper af landmænd kan bestille en rundvisning af en rådgiver.
Sagro har desuden bruget videoer på hjemmeside og Facebook, ligesom der har været gjort forsøg med at livestreaming.
- Vi afprøver alle former for digital formidling, siger Christian Hansen.
Salgsafgrøder
Sorts- og forsøgs demo i Årre og Plantedagen på Ytteborg i juni blev aflyst, men er afløst af alternativ fremvisning. Der er blandt andet anlagt en gylledemonstration i Årre og demonstration med såteknik i Ytteborg.
»Efterafgrødekampen«, som startede i 2019, kører videre i 2020. Der skal blandt andet høstes udbytte for at vurdere eftervirkningen, og ikke mindst skal der kåres en vinder.
Sagro offentliggør løbende artikler med resultater og erfaringer i fagbladet Mark.
Der bliver anlagt en ny efterafgrødedemonstration, hvor der er fokus på etablering af efterafgrøde før høst af hvede. Sagro vil undersøge, hvilke arter af efterafgrøder, der egner sig til før-høst-etablering på sand- og lerjord. Ligeledes ønsker de at udvikle en praksisnær strategi, så succesraten såvel på sand- som lerjord kan hæves. Der sker fortsat i samarbejde med DSV Frø.
Demonstrationer 2021?
I Sagro er der meget fokus på pløjefri og no-till-problematikken. Et særligt fokus er på de lettere jorde, da det er den overvejende jordtype.
- Som et af de få steder i Danmark har vi faktisk et fastliggende demo/forsøg ved Ørre/Sinding, hvor der i 18 år er målt udbytter på et upløjet areal, og arealer, der er pløjet henholdsvis hvert og hvert andet år, fortæller Christian Hansen.
Han mener, der mangler længerevarende fastliggende forsøg, som kan dokumentere dyrkningssikkerhed og økonomi med de nu efterhånden velafprøvede maskiner, som magter opgaven at så direkte.
- Vi vil blandt andet gerne have svar på, hvor hurtigt jorden kvitterer for en dyrkningsform uden plov. Kan frivillige kvælstoffikserende efter- og mellemafgrøder være et alternativ til kvotereduktion? Og kan udbyttesikkerheden i marken øges?, lyder det.
teba