Per Jørgensen per@effektivtlandbrug.dk
per@effektivtlandbrug.dk
Læs mere fra Per Jørgensen

Udvikling af resistens er et problem. For landmanden, der får ødelagt høsten af svampe, insekter eller ukrudt, og for miljøet, fordi resistens kan få landmanden til at bruge skrappere pesticider. Med en ny resistenshandlingsplan vil miljø- og fødevareministeren undgå, at problemet løber løbsk.

Resistenshandlingsplanen beskriver en række tiltag, som regeringen sammen med de øvrige aftaleparter nu sætter i gang. Der er blandt andet fokus på et sundt skifte mellem afgrøder fra år til år, mere robuste sorter, ny teknik og optimal planlægning. Samtidig lægger planen op til mere vidensindsamling og udvikling af teknologi, og den stiller krav om, at landmanden dokumenterer sin brug af de såkaldte IPM-principper også kendt som integreret plantebeskyttelse eller godt landmandskab.

- Resistenshandlingsplanen skal hjælpe landmanden til at vælge de optimale løsninger, så vi både forebygger risikoen for resistens og samtidig bruger så lille en mængde pesticider som muligt. De nye initiativer vil gavne både landmændenes pengepung og miljøet, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Regeringen og aftaleparterne bag Pesticidstrategi 2017-2021 har afsat 15 mio. kroner ekstra over de næste tre år til resistenshandlingsplanen, til partnerskab om sprøjte- og præcisionsteknologi og andre indsatser for godt landmandskab. I alt er der afsat 22 mio. kroner til den samlede IPM-indsats de kommende år.

De otte IPM-principper

IPM-principperne fremgår af EU's rammedirektiv for bæredygtig anvendelse af pesticider.

  1. Man forebygger og bekæmper skadevoldere ved hjælp af flere metoder, navnlig ved at have et varieret og sundt sædskifte, at bruge hensigtsmæssige dyrkningsmetoder, at bruge resistente eller tolerante sorter, når det er muligt, og bruge udsædsmateriale af høj kvalitet, at gødske, kalke, vande og afvande i passende omfang, at forebygge spredning af ukrudt, sygdomme og skadedyr og at beskytte og øge mængden af nytteorganismer i og omkring det dyrkede areal.
  2. Man overvåger skadevolderne i afgrøderne med passende metoder og værktøjer, bruger varslings-, prognose- og diagnosticeringsmetoder, når det kan lade sig gøre og søger råd hos professionelt kvalificerede rådgivere. 
  3. Man inddrager varslinger, prognoser og grænseværdier, når man tager beslutninger om plantebeskyttelse. 
  4. Man vælger biologiske, fysiske og andre ikke-kemiske metoder mod skadevolderne, hvis de er tilstrækkeligt effektive til at bekæmpe skadedyr.
  5. Man vælger de sprøjtemidler, som passer bedst til opgaven og er mindst belastende for menneskers sundhed, andre organismer i naturen og miljøet.
  6. Man vælger den korrekte dosering, så vidt muligt nedsatte doseringer. Man behandler så få gange som muligt, pletsprøjter mv. Samtidig forebygger man, at skadevolderne udvikler resistens mod midlerne. 
  7. Er der risiko for resistensdannelse, tager man tilgængelige antiresistensstrategier i brug for at bevare produkternes effektivitet. Eksempelvis ved at bruge forskellige sprøjtemidler med forskellig virkemåde. 
  8. Man følger op på, hvordan indsatsen har virket. Udgangspunktet er en løbende overvågning af skadevolderne i marken og registreringerne i sprøjtejournalen.