Et nyt, ungt team anført af driftsleder Søren Møller sætter dagsordenen med støtte fra de mere erfarne.
- Det er Henning, der har kørt her.
- Han påstår at han kørte 8-9 km i timen, da han var ude med ploven, men han kørte nok nærmere 13-14 stykker. Han har fart i blodet, fortæller Søren Møller, driftsleder på Kragerup Gods ved Ruds Vedby i Vestsjælland.
Vi ser på en ellers veletableret hvedemark af sorten Heerup. Ifølge driftsleder Søren Møller den første af sin slags i Danmark.
Det er tydeligt, at der er kørt lidt friskt, og at hestebønnerne derfor nu står i små, spredte striber i marken. Henning Hansen, der har kørt med ploven i denne mark, er en fast del af planteteamet på Kragerup Gods, og det har han været i snart fyrre år.
Han fylder halvfjerds om et par år, men derfor kan man godt give den gas i marken.
Første april 2020 kan han fejre sit fyrreårs jubilæum.
Kragerup Gods
Kragerup Gods beskæftiger i alt cirka 75 medarbejdere, hvoraf 45 er fastansatte i henholdsvis hotel & restaurant, event og landbrug.
Medarbejdere i landbruget
Forvalter Olav Ditlevsen
Driftsleder Søren Møller
Traktorfører Henning Hansen
Fast mand Christoffer Jensen
Landbrugselev Andreas Hansen
Løsarbejder Emil Nielsen
Herudover er der to tømrere, en maler, halvanden gartner, to arbejdsmænd, en pedel og en græsdreng, der er tilknyttet stedet, og der beskæftiges endvidere cirka fem eksterne håndværkere til nybygning, renovering med videre.
Ny generation i gang
Bortset fra traktorfører og alderspræsident Henning Hansen på 68 år er det et forholdsvis ungt team, der er ansat i landbruget på Kragerup Gods.
Søren Møller, der er 30 år gammel, har selv været ansat på Kragerup Gods siden juli 2018, han kommer fra en lignende stilling hos Agro Vest ved Kalundborg. Udover ham er der landbrugseleven Andreas Hansen på 19 og markmanden Christoffer Jensen på 22 år. Christoffer Jensen har været ansat på stedet, siden han var kun fjorten år gammel. Løsarbejder Emil Nielsen på 17 år har hjulpet i sæsonen, ham er de også rigtig glade for.
- Vi bryster os lidt af, at vi gør noget for at hjælpe de unge i gang her på Kragerup Gods.
- Vi har faktisk taget elever ind de sidste 15 år, og det er virkelig et stærkt ungt team, anført af Søren Møller, vi har her på stedet nu. Og selvfølgelig også Henning Hansen, fortæller godsforvalter Olav Ditlevsen.
Sneglekorn i spanden
På Kragerup Gods drives der cirka 1.200 hektar blandet planteavl. Traditionelt sædskifte med hvede, byg, havre, raps og frøgræs. Herudover dyrkes der hestebønner. Og så eksperimenteres der lidt med andre proteinafgrøder.
- Vi har rigtig gode erfaringer med at så frøgræs efter de kvælstoffikserende afgrøder, fortæller Søren Møller.
Året 2019 har, som de fleste steder i landet, også her på ejendommen budt på lidt udfordringer.
- Vi har haft vores problemer med snegle, fortæller Søren Møller og peger ud på nogle frøgræsmarker, vi kører forbi på vores tur rundt på ejendommen.- Det var alt for vådt til, at vi kunne køre derude, så det var noget med at have et par spande med sneglekorn med ud og så sprede med håndkraft på bakketoppene, det ville have været en skam at køre derud med ATV’eren. Den ville have smadret det hele, konstaterer han.
Kragerup Gods landbrug 2019
- I alt 1.396 hektar hvoraf 220 hektar forpagtes
- Heraf skov 186 hektar
- Dyrket areal 1.210 hektar
- Heraf cirka 80 hektar økologisk (omlægning)
- Byg, hvede, havre, raps, rajgræs, hundegræs, rødsvingel, engsvingel og hestebønner
- Halv pasningsaftale på cirka 40 hektar
Kraftfuld vækst gav lejesæd
- Vi har høstet ok i år alt taget i betragtning, selvom nogle af udbytterne skuffede lidt i forhold til, hvor godt de så ud undervejs, lyder det fra Søren Møller.
- For eksempel så hestebønnerne rigtig flotte ud på et tidspunkt. Vi havde nok håbet på dengang, at de ville give nogle tons mere. Men så kom der en uges tid med omkring tredive grader, lige da bælgene skulle til at fyldes, og vi fik kun 5,5 tons ud af det.
- Men det var trods alt bedre end de 2,5 tons, vi fik i 2018, griner han.
Også for brødhveden og maltbyggen gjaldt det, at de var veludviklede og lagde sig ned.
- Det kunne godt lade sig gøre at høste det, men gav da lidt udfordringer. Især Andreas, som havde første sæson som pilot på mejetærskeren, skulle lige have sig et hvil indimellem, for det var hårdt arbejde, men han klarede det godt.- Jeg synes, at når man sprøjter og pløjer og harver, så skal man også have lov at høste og så, fastslår Søren Møller, som tror på, at det er vigtigt, at der bliver vist tillid til medarbejderne. Noget, han også selv nyder godt af som ny driftsleder.
Maskinpark
Alle maskiner kører med John Deere RTK-GPS, og der køres med faste kørespor
John Deere 9620 Knækker 2007
John Deere 8360 RT Bælter 2014
John Deere 8220 2003
John Deere 7930 2011
John Deere 7930 2010
John Deere 6910 1999
Valtra 6300 1990
JCB 4 cx 2019
JCB telelæsser 2011
Claas Lexion 580, 35 fod 2010
Claas Lexion TT 780, 41 fod 2016
Horsch Focus 6TD 2016
Rapid A 600 2003
Horsch Jocker 8RT DuoDrill 2015
Massey Ferguson 190 Bigbaler 2001
Hardi Alpha 24 m (selvkørende) 2014
Kverneland Exacta GEOspred 2016
Kverneland 5 f & 5 f 2008
Le Boulch 24 tons 2005
Smyth 24 tons 2015
+ Diverse vogne og jordbehandlingsredskaber
De unge får lov
- Det er simpelthen sådan, at der er fuld tillid til, at når jeg kommer med nogle ideer og ønsker, så er det sådan, vi gør.
- Jeg har aldrig oplevet, at der er blevet sagt nej eller sat spørgsmål til noget. Der er tillid til, at det kan vi godt klare, og det giver selvtillid og mod på at føre nye spændende ting ud i livet, fortæller Søren Møller.
Tillid avler tillid, og han er også selv af den holdning, at alle skal have lov at give deres besyv med. De yngre medarbejdere får lov at byde ind og tage del i de lidt mere krævende og udviklende opgaver i forbindelse med landbrugsbedriften.
For eksempel bliver der lagt vægt på, at alle kommer med ud til faglige arrangementer, så der skabes netværk, både internt på Kragerup Gods men også udadtil.
Alsidig arbejdsplads
Kragerup Gods er kendt for sit virke med at drive hotel og restauration, wellness og events, samtidig med det store aktivitetsareal med go-high klatrebane, fodboldgolf og, som noget nyt, en kæmpe trampolinpark i trætop-højde, hvor helt ned til toårige kan være med.
- Den der pingpong der er her på stedet, både mellem os her i landbruget og med dem der arbejder på hotellet og i aktivitetsparken, den giver bare en helt særlig energi og en masse gode ideer og input, som vi ikke var kommet på ellers, fastslår Søren Møller.
Han sætter pris på det gode sammenhold og den muntre tone kollegerne imellem og nyder, at der er afveksling i opgaverne.
- Vi hjælper jo også til, hvis der lige er et eller andet praktisk, der skal gøres, for eksempel hvis der lige skal slæbes eller skrues på et eller andet, eller hvis der er noget el, der ikke virker.
- Det er virkelig en særlig holdånd, der hersker her på stedet, og det vil jeg rigtig nødigt undvære, afslutter han.
majbritt@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 22 60 40
Husdyr
bygninger lejet ud til:
Sohold 600 søer
Smågriseproduktion cirka 20.000 pr. år
Slagtesvineproduktion 5.000 pr. år
Til svineproduktionen er der tiårig lejeaftale med tidligere svinebrugsleder
Husdyrgødningen aftager Kragerup, som derfor opfylder harmonikrav
Der modtages endvidere 3.000 tons (ca. 70.000 kg N) kalkungødning fra Harboe Farm, Buskysminde
Skotsk højlandskvæg 15 DE, som leverer kød til Kragerup Hotel & Konferencecenter
Vindmøller på Kragerup Gods
6 stk. Siemens 3,0 MW (Gearløse)
Specifikationer:
Navhøjde 90 meter
Vingespidshøjde 140,5 meter
Rotordiameter 101 meter
Produktion 3000 kWh ved 12 meter/ sekund
Vægt Nacelle 85 tons
Vægt rotor 75 tons
Vægt total 400 tons
Fundament:
Beton 840 m3 = 1.990 ton
Jern 75 tons
Der er tegnet femtenårig serviceaftale med Simens Windpower, femtenårig forsikring med Codan
Endvidere Availability Warranty på 97 procent, som sikrer os mod lavere produktion. Siemens kompenserer
Produktion pr. år forventet cirka 8 millioner kw pr. mølle
Første år trods opstart endte produktionen i 2013 på mellem 8,1 og 8,6 million kWh