Sådan vil regeringen finansiere den grønne omstilling

Regeringen har planer om at sælge CO2-kvoter for et milliardbeløb for at kunne finansiere nogle af de udgifter, der er forbundet med den grønne omstilling af landbruget, skriver Jyllands-Posten.

Der er hul i kassen, når det kommer til at kunne finde de nødvendige midler, der skal til for at kunne finansiere udgifterne ved den grønne omstilling af landbruget.

Det kom frem i sidste uge. Men der er opsigtsvækkende planer om, hvordan man skal skaffe nogle af de fornødne midler, skriver Jyllands-Posten.

Ifølge avisen har et lækket dokument fra forhandlingerne vist, at regeringen vil rejse 2,6 milliarder kroner ved at sælge CO2-kvoter, som skal være med til blandt andet at finansiere udtagning af lavbundsjorde og til at øge skovarealet i Danmark.

Men at sælge CO2-kvoter gør ikke noget godt for klimaet, lyder det fra flere sider. Det var nemlig ellers meningen, at kvoterne skulle annulleres. Dermed finansierer man nemlig færre CO2-udledninger i Danmark ved at tillade flere udenfor landets grænser, lyder det fra Andreas Lund Jørgensen, der er seniorøkonom i tænketanken Kraka.

- Skaber flere udledninger

- Det vil betyde flere CO2-udledninger i Europa. Sådan er kvotesystemet: Hvis ikke du annullerer kvoterne, vil de blive købt på markedet og brugt til at udlede CO2, siger han til Jyllands-Posten, og konstaterer, at sådan en fremgangsmåde er noget af det værste, man kan gøre for klimaet:

- Man kan i dén grad tale om lækage, hvis regeringen ender med at finansiere trepartsaftalen på den her måde. CO2-kvoter har en meget direkte indflydelse på, hvor mange CO2-udledninger der kommer i Europa, siger Andreas Lund Jørgensen.

Altinget skrev i sidste uge, at regeringen i alt mangler 5,3 milliarder kroner for at få finansieringen af den grønne aftale på plads. Ifølge det nye lækkerede dokument vil regeringen skulle sælge 4 millioner CO2-kvoter fra 2026 frem til 2030, for derved at hente de 2,6 milliarder kroner.

Det svarer til knapt 10 procent af alle Danmarks klimaudledninger på et år. Ifølge den seneste opgørelse fra Klimaministeriet udledte Danmark 41,7 milioner tons CO2 i 2021.

Trepartsminister Jeppe Bruus(S) har traditionen tro ikke ønsket at kommentere på de igangværende forhandlinger om den grønne omstilling af landbruget.

Læs også