Danmark importerer frugt – Venstre vil vende udviklingen
Venstre vil styrke produktionen af frugt og grønt. Men små producenter kæmper med regler og system.

Der skal meget mere dansk frugt og grønt på menuen, mener fødevareminister Jacob Jensen (V). Arkivfoto: Jesper Hallgren
Dansk produktion af frugt og grønt er under pres, og det vil Venstre nu gøre noget ved med et nyt politisk udspil. Partiet peger på, at Danmark i dag kun producerer 26 procent af de grøntsager og blot 9 procent af den frugt, der sælges på hjemmemarkedet.
Ifølge fødevareminister Jacob Jensen (V) er det et problem – både for forsyningssikkerheden og for erhvervet.
- Det giver ganske enkelt ikke mening, at vi i Danmark – med nogle af verdens bedste fødevareproducenter – er så afhængige af import af frugt og grønt. I en mere usikker verden skal vi kunne producere mere frugt og grønt selv, siger han.
Udspillet kommer samtidig med, at sektoren kæmper med faldende produktion, høj gennemsnitsalder og få nye producenter. I 2023 var der under 300 heltidsbedrifter specialiseret i frugt og grønt, og mange står over for generationsskifte.
Absurde regler
Venstre foreslår blandt andet at målrette 100 millioner kroner i EU-støtte til investeringer i sektoren, afsætte midler fra Plantefonden og gøre det lettere for lokale producenter at komme ind i offentlige udbud. Samtidig vil partiet reducere bureaukratiet for producenterne.
Netop bureaukratiet er en central udfordring for små økologiske producenter, lyder det fra Kildegaarden Nakke i Odsherred, hvor Nina Ernst driver et mindre landbrug.
- Der er nogle regler, som er fuldstændig utrolige og absurde, og som får dygtige økologiske landmænd til at dreje nøglen om, siger hun.
Systemet er i sig selv en barriere
Hun ser positivt på ambitionen om at styrke dansk produktion, men peger på, at systemet i sig selv er en barriere – særligt for småskala-producenter, der ønsker at sælge lokalt.
- Det er helt fint med ekstra penge, men man kunne starte med at kigge på de støtteordninger og styrelser, vi har, siger Nina Ernst.
Venstre lægger vægt på, at udspillet både skal gøre det mere attraktivt at producere frugt og grønt i Danmark og samtidig gøre det lettere for forbrugerne at vælge danske varer i supermarkedet.
- Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi, at endnu flere danske frugt- og grøntproducenter forsvinder. Det vil være et stort tab – både for erhvervet, for forbrugerne og for vores forsyningssikkerhed, siger Jacob Jensen.

Hvis man vil styrke den danske produktion af frugt og grønt, bør man lave færre regler i stedet for at lave støtteordninger, lyder det fra en økolog.









































