Sætter 3,8 mia. af til grøn omstilling: Regeringen indgår meget bred landbrugsaftale

Dansk landbrug skal nedbringe udledningen af drivhusgas med 55-65 procent frem mod 2030. Sådan lyder aftalen, som regeringen har indgået med et bredt flertal i Folketinget. Aftalen lægger desuden fast, at udledningen af kvælstoffer reduceres med 10.800 ton i 2027.

Aftalepartierne har en fælles ambition om at nå reduktioner på 8 millioner ton CO2e i 2030 og vil derfor i 2023 gøre status og drøfte hvordan ambitionen kan indfries med konkrete tiltag. Foto: Arkivfoto

- Det her er Danmarkshistorie. Det er klimahistorie. Vi har landet en stor, bred politisk aftale om landbruget, der viser vejen til en CO2-reduktion på 7,4 millioner ton.

Sådan lyder det fra fødevareminister Rasmus Prehn (S) i en pressemeddelelse efter, at regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne er blevet enige om en aftale om grøn omstilling af de danske landbrug.

Aftaleparterne er enige om at fastsætte et bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektorens udledning af drivhusgasser på 55-65 procent i 2030 i forhold til udledningen i 1990. Samlet set skal aftalen sikre, hvordan dansk landbrug kan reducere drivhusgasudledningerne med op til 7,4 mio. ton CO2e frem mod 2030.

- Med et bindende mål sikrer vi, at landbruget leverer en historisk høj reduktion, og vi satser for eksempel på planteprotein, pyrolyse og økologi. For vi skal i mål med at skære 70 procent af Danmarks CO2-udslip i 2030, lyder det fra fødevareministeren.

Satser på grønne teknologier

Med aftalen tilføres cirka 3,8 milliarder kroner i statslige midler til den grønne omstilling af landbrugssektoren.

- Vi laver en virkelig ambitiøs grøn omstilling, som samtidig sikrer, at landbrugerne og fødevareerhvervet ved, hvad fremtiden bringer de næste mange år frem. Vi går med det her foran, og viser resten af verden, hvordan landbruget takler klimakrisen, sikrer bedre vandmiljø, værner om vores lokale arbejdspladser og investerer i nye grønne job. Det er en glædens dag for alle med et grønt hjerte, siger Rasmus Prehn.

Finansminister Nicolai Wammen er optimistisk over aftalen:

- Danmark har et af verdens mest ambitiøse klimamål, og Danmark er også et landbrugsland. Med dagens aftale er regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget enige om, at de to ting kan og skal gå hånd i hånd, siger han.

- Vi investerer målrettet i tiltag, som skal sætte endnu mere fart på den grønne omstilling af landbruget, og vi sætter klare, bindende mål for at nedbringe sektorens belastning af klima og miljø. Aftalen er en investering i en grønnere fremtid – og i en fremtid med grønt landbrug i Danmark, siger Nicolai Wammen.

Læs også