Kommunikation ligger i vores DNA

Mandag aften fremlagde grupper af agrarøkonomstuderende fra Dalum Landbrugsskole deres tanker om blandt andet tydelig kommunikation og politisk arbejde.

Dommerpanelet bestod af Kristina Laursen, formand for Landboungdoms politiske udvalg, Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg og Lars Iversen, næstformand i L&F Centrovice. Sekretariatsleder Jørgen Skov Nielsen bød velkommen, da agrarøkonomstuderende mandag aften fremlagde der tanker om blandt andet tydelig kommunikation og politisk arbejde.

Det var en glad og lettet gruppe, bestående af Carsten Petersen, Carl Jacobsen, Mike Brems og Sune Bager Pedersen der, efter endt præsentation mandag aften, kunne se sig som vindere af 5.000 kroner og en studierejse til England sponsoreret af L&F Centrovice.

- Det er vi selvfølgelig glade for. Det har været spændende at arbejde med. Nu skal vi arbejde på en ny historie – en fælles fremtid, lød det samstemmende.

Politisk arbejde

- Hos Landboungdom, Velas og L&F Centrovice arbejder vi med landbrugspolitisk interessevaretagelse og erhvervspolitiske indsatser. Derfor vil vi i samarbejde med Dalum Landbrugsskole gerne lære skolens studerende om det politiske arbejde, der foregår i foreningerne, fortalte sekretariatsleder i Centrovice, Jørgen Skov Nielsen som indledning til præsentationer fra tre grupper af agrarøkonomstuderende fra Dalum Landbrugsskole.

Parterne har gennem de seneste måneder derfor gennemført politiske workshops med eleverne, der potentielt kan ende som politiske repræsentanter for landbruget gennem landboforeningerne. De studerende har fået indblik i det politiske arbejde og er efterfølgende blevet stillet overfor en udfordring med en konkret case, om reetablering af et jorddige. Her har opgaven været at beskrive processen. Hvem har skulle inddrages, hvilke alternativer kunne der være til det konkrete jorddige, kontakten til det omkringliggende samfund.

Åben holdning til samfundet

- Det har været spændende at tænke ind i, hvordan vi kommunikerer udadtil, lød det fra Sune Bager Pedersen.

- Der er kommet meget mere positiv kommunikation i og med, at vores generation måske ikke er så konservativ. Vi har en mere åben holdning i forhold til samfundet, sagde Carl Jacobsen.

- Vi er født ind i en kompleks verden, hvor kommunikation ligger lidt mere i vores DNA. Kigger du på den ældre generation, har det ikke været et emne, der har været i fokus. I dag sker der hele tiden udvikling. Vi skal hele tiden omstille os, og kommunikation og dialog er nøglen til, at vi kan få lov at forsætte, påpegede Carsten Petersen.

Fælles forståelse

Mike Brems greb den og fastslog, at der er et øget fokus på en fælles forståelse.

- Vi skal ikke sætte os hen og være ofre. Det har vi set gennem mange år, at det ikke flytter ret meget. Vi skal ikke have en negativ relation med samfundet. Det er en anden tid i dag, sagde han.

- Vi er nødt til at arbejde med tiden. Nogle ting skal gøres på en anden måde. Det må vi arbejde med, lød det.

Grøntsagsavl længere i processen

Carl Jacobsen og Carsten Petersen, der begge arbejder på Thorup Bakkegaard og Orelund ved Assens fremhævede, at man er længere i processen indenfor grøntsagsavlen.

- Vi sidder modsat den gængse landmand med hele værdikæden. Vi har et meget større behov for at snakke med vores kunde om, hvad vi kan gøre for at imødekomme hinandens ønsker. I en produktion som vores er vi nok mere mindet i retning af forbrugeren og samfundet, sagde Carl Jacobsen.

Vi skal være løsningsorienterede

Kvartetten var enige om, at de skal være en del af at skabe en ny historie, der passer til nutidens udvikling.

- Vi skal være løsningsorienterede, og gerne skabe værdi i det vi gør, for flest muligt.

- Vi skal ikke kun kigge på os selv, og hvad vi vil. Vi skal gøre op med ideen om, at landmanden altid er på tværs. Vi skal bidrage til samfundet, lød det.

Årligt medlemskab af Centrovice

Dommerpanelet bestod af Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg, Kristina Laursen, formand for Landboungdoms politiske udvalg, og Lars Iversen, næstformand i L&F Centrovice.

Alle deltagere fik et etårigt medlemskab af Centrovice.

Læs også