Den rapport, som skal danne baggrunden for regeringens bestræbelser på at indføre en CO2-afgift for landbruget, bliver endnu en gang forsinket, skriver dagbladet Information.
Først skulle den komme i efteråret. Så til årsskiftet. Men nu kan der gå helt indtil sommeren i år, inden det såkaldte Svarer-udvalg er klar med deres rapport, der skal danne baggrund for en CO2-afgift på de biologiske processer i landbruget.
Det skriver dagbladet Information på baggrund af oplysninger fra flere forskellige kilder.
Forsinkelsen skyldes, at udvalget under ledelse af professor Michael Svarer ikke har modtaget det udvidede kommisorium for rapporten, skriver avisen.
Med forsinkelsen af rapporten vil det også udsætte det konkrete forslag for en CO2-afgift for landbruget, for SVM-regeringen har slået fast, at man først vil komme med et forslag, når rapporten ligger klar.
En kompliceret affære
Det er en kompliceret affære at få skruet betingelserne for rapporten klar. Det sagde professor Michael Svarer til Agriwatch i efteråret.
- Dels er der støtte (fra EU, red.) til at drive landbrug, og en stor del af de midler går til grønne tiltag. De afgifter, man laver, skal motivere til grøn omstilling, men det kan godt gå i clinch med nogen af de initiativer, der allerede er. Spørgsmålet er, hvordan man sikrer en hensigtsmæssigt brug af CAP-midlerne samtidig med, at man får klare reguleringer med i landbruget, har professoren sagt.
Derudover skal man i udarbejdelsen af en afgift have et øje på landbrugets rentabilitet. Regeringen har flere gange slået fast, at en CO2-afgift ikke må gå ud over landbrugets konkurrenceevne og koste jobs i erhvervet.