Energibomben fra Lyne

Hun drøner rundt i det lille landkøkken efter brunkager og kaffe, sætter sig ned foran mig ved køkkenbordet, folder hænderne og siger med store, glimtende øjne og et bredt smil:

- Åh, jeg er så spændt!

Hun virker nærmest lidt nervøs med sine hurtige, ivrige bevægelser. Men som minutterne passerer i stuehuset på Højbo ved Lyne nær Tarm, står det klart, at det bare er 53-årige Lone Andersens måde at kaste sig over nye opgaver på. Entusiastisk og klar, også selvom hun ikke helt ved, hvad der skal hænde hende i dag.

Hun er hverken krigerisk eller lægger an til at stampe i jorden, hvis hun får spørgsmål, der går hende imod. For Lone er interviewet en opgave, som skal løses, og det skal ske bedst muligt ud fra omstændighederne. En egenskab og en ånd, hun har lært sig selv meget tidligt fra en barsk barndom, hvor en hest og håbet ofte var det eneste at satse på.

- Jeg blev trykprøvet som barn, og det har gjort mig stærk, for jeg lærte, at det kan godt være, at jorden ryster under dig lige nu, men så må du fokusere på det gode, for livet går altid videre, siger hun og uddyber:

- I virkeligheden blev min hest den psykolog, jeg havde brug for.

Beskidte hænder 

Forældrene var som forpagtere af et forsamlingshus meget væk fra hjemmet, og Lone og lillebroren blev derfor passet af farmoren. Senere kom forældrenes lange og opslidende skilsmisse, der til sidst gjorde, at hun flyttede hjemmefra som 16-årig.

Lone ville være landmand, og det syntes især faren var en skam. Hendes folkeskolelærer mente bestemt også at hun skulle gå matematikkens vej, det gjorde hun da også senere, men på en lidt mere typisk »Lone-måde« ad omveje. Men hun ville først og fremmest ud og have beskidte hænder og hjælpe en masse dyr til verden. Og så måtte hun ellers tage de bump, der kom undervejs.

- I dag har jeg min familie og kan løbe en tur. For man bliver rusket og rystet alle mulige steder i politik, og man kan få ubehagelige mails eller meldinger, der slet ikke går ens vej. Men hvis man har en sund base, så kan man ryste det af sig og samle kræfter igen, siger hun og lader mundvigene pege opad, og kigger ud på den sneklædte gårdsplads.

Den sky elev  

De fleste i landbrugsverdenen kender Lone Andersen som et socialt og imødekommende gemyt, og selvom hun ser fællesskabet som den største styrke, har det langt fra altid været nemt for hende at agere i store forsamlinger. 

Det var i mødet med sin mand, Erik Andersen, at hun lærte at begå sig.  

- Min mand er meget social og havde en kæmpe omgangskreds. Så jeg blev langsomt mere og mere udadvendt og har lært den her smalltalk, som jeg bruger hver eneste dag i mit politiske arbejde, siger hun, mens hun tager en tår af sin kaffe og fortsætter:

- Egentlig fandt jeg ud af, at i stedet for at sidde i et hjørne og kigge, så kan man ligeså godt snakke med den, der sidder ved siden af, og som regel kommer der altid noget godt ud af at snakke med en, man ikke kender. Du får næsten altid en »aha-oplevelse«.

Det var også hendes mand, der gav hende smag for landbrugspolitik. Erik var en 30-årig ungkarl, som tog den 17-årige Lone i lære på sin gård. Et ophold, der aldrig er endt, for hun sidder stadig på »Højbo«. Hun kom heller ikke tilbage på landbrugsskole igen. I stedet startede hun sin egen dannelsesrejse, som hun udtrykker det.

- Jeg er ikke længere flov over, at jeg ikke har en uddannelse, og heldigvis har uddannelse intet med intelligens at gøre. Men tiden var en anden, og vi har jo også købt ejendomme til, lavet lån og så videre. Og alle de ting har jeg været med inde over, ligesom det er mig, der har stået for regnskaber og budgetter.  

Hun nåede at gennemføre halvdelen af en HF, men som 21-årig blev hun gravid med parrets første af tre børn på et tidspunkt, hvor hun også hjalp til i stalden og sørgede for, at gårdens ansatte fik tre måltider om dagen.  

Det første prik 

Højbo var meldt ind under Familielandbruget, og Lone kom hurtigt til at hjælpe sin foreningsaktive mand med at skrive beretninger og læserbreve. Men da hun ramte midt trediverne og børnene var lidt ældre, kom første »prik« på den spinkle kvindeskulder. Siden har hun nærmest ikke set sig tilbage i det politiske løb.  

- Jeg tog kurser i regnskaber dengang, og en dag for cirka tyve år siden blev jeg ringet op af Familielandbrugets bestyrelse og spurgt, om jeg ville gå ind i økonomiudvalget. Og det førte så til, at jeg også kom ind i Landsudvalget for Driftsøkonomi, fortæller Lone Andersen, som altid har været glad for tal.

Siden har hun fået en del »prik« og har aldrig selv søgt en stilling eller post. Hun har til gengæld altid villet gøre sit bedste, men ikke alle titler er hun sprunget hovedkulds ud i.

- Jeg har haft vildt meget præstationsangst, især da jeg skulle ind i Nykredits regionsråd, hvor direktøren sad her i køkkenet og sagde, at de ville have mig med. Jeg skubbede bare hans tilbud tilbage, forklarer hun, og lader sin hånd glide over bordet i et fast ryk.  

- Så sagde jeg: »Ved du hvad, jeg er altså bare en almindelig bondekone, og jeg tror ikke, at det er noget for mig.« Men han overbeviste mig, og til det første møde var jeg ved at dø af skræk, men det gik jo, og jeg fandt ud af, at de andre var mindst lige så nervøse.

Og sådan tager Lone Andsersen ofte udfordringerne op, for hun kan ikke bare sidde og se på.

- Jeg har altid haft enormt meget energi og er helt fra barnsben blevet mødt af udfordringer. I dag ved jeg godt, at jeg selv går visse af dem i møde, men jeg drives af udfordringer, og når de først er løst, bliver jeg fyldt med ny energi, siger hun og smiler bredt.

Kampen for mangfoldighed  

I takt med at »bondekonen« får flere poster i lokale og regionale bestyrelser vokser kærligheden for de små og mellemstore landbrug.

- Jeg tror på mangfoldighed, og at der skal være plads til alle. Vi skal have muligheden for at have en enkelt ansat eller være deltids, også fordi vi er så stort et landdistriktsland, og det ofte er de små, som tænker kreativt i lokalsamfundet og tager en tørn i skolebestyrelsen. De små er drivet, der skaber dynamik.  

Lone Andersen har endvidere udnævnt sig selv til at være »tidsoptimist« og tror altid på, at der må være en løsning på tingene. Hun kommer dog heller ikke ligefrem sovende til resultaterne.  

- Jeg har lært, at jo mere du er forberedt, og jo mere konkret du får budskaber fremlagt, jo bedre er det. Og så handler det om at være åben for alliancer og gerne få dem lavet på forhånd, så du ved, at nogen er enige med dig i en retning, siger hun og indskyder, at hun modsat sin manglende uddannelse føler, at hun ofte er til eksamen.  

- Jeg kalder det at være til eksamen, hver gang jeg er på valg, for enten består du eller så dumper du. Og sådan er det hele vejen igennem, hvis du gør det godt, er du inde, og ellers er du ude, siger hun, men afbryder sig selv, og peger ud på to lysende rensdyr ved hushjørnet

- Nej se, nu tænder mine rensdyr, er de ikke bare fine?

Med de store drenge 

En af Lone Andersens helt store eksamener blev Familielandbrugets kampvalg i 2013. Her slog hun Henrik Bertelsen med præcis én stemme og blev »Husmandsforeningens« første kvindelige formand, og faktisk også den første kvinde i toppen af Landbrug & Fødevarer, hvor hun blev selvskrevet til primærbestyrelsen.

Det var noget af et skridt for vestjyden, som nok var vant til at sidde om et bestyrelsesbord eller to, men nu var hun for alvor kommet i klasse med de store drenge.

- At blive viceformand har været det sværeste for mig hidtil. Det var enormt grænseoverskridende at få ansvar for en masse områder og sidde for bordenden til møder, og være den, som ofte vidste mindst. Det var lige på og hårdt sammen med en masse dygtige folk, jeg ikke kendte særlig godt.

Lone Andersen har dog efterhånden fundet sin plads i Landbrug & Fødevarers bestyrelse og fundet mere ro i at jonglere med flere forskellige nye emner i en kæmpe arena af direktioner, professionelle bestyrelsesformænd og pressefolk.  

- Jeg har været vant til herhjemme at passe både smågrise og køer, administrere/tilse egen vindmølle og passe både mine egne børn, plejebørn og have adfærdsvanskelige i aflastning. Men at komme ind og helst skal være den dygtigste fra dag ét, det var vanvittigt.   

Dertil har det også være en omvæltning for hende at lære det politiske spil at kende.

- Jeg har måttet lære, hvordan jeg får budskaber i pressen og får al kommunikation til politikere og medlemmer til at spille, så der sker noget, og det ikke bare er løse ord. For jeg kan sagtens smide en masse bolde op, men de skal også gribes.

Coach og strategi

Hele processen ved at gå fra formand i det vestjyske for de mindre landbrugere til at sidde i toppen i hovedstaden fik Lone Andersen til at bede om hjælp.

- Jeg har vaklet ind i mellem, så efter et år skaffede jeg mig en coach, som jeg har kunne vende ting med. Det har hjulpet mig, når jeg har været i store udfordringer, hvor jeg har haft brug for en andens syn på det hele, siger hun.  

Derudover har hun meldt sig ind i en strategisk gruppe for kvinder og ses stadig jævnligt med sin tyve år gamle lokale erfagruppe, som har kendt hende lige fra første barn.

- Det har været vigtigt for mig at vende den rejse, jeg har været ude på med nogen, der forstår det. For det er en kompliceret verden, den her landbrugspolitiske verden, det kan de fleste vist skrive under på, siger hun med et grin.

House of Cards

Lone Andersen har heller aldrig været bleg for at spørge andre til råds, hvis hun ikke er inde i et givent politisk emne. Og assistance udefra blev nødvendigt, da hun i forbindelse med toppladsen i L&F fik et af de helt store »prik« på skulderen.

Landmanden blev spurgt, om hun ikke havde mod på at blive formand for den rådgivende gruppe for økologi i Europa-Kommissionen. Dét havde hun ingen idé om, hvad indebar, før hun var stået af flyet i Belgien. Til gengæld vidste hun, at hun måtte opfriske sit engelske.

-  En månedstid inden jeg skulle afsted første gang, gav jeg mig i kast med »Homeland« og »House of Cards« med engelske undertekster på. Og når jeg så ikke forstod noget som helst, havde jeg heldigvis en hjemmeboende datter på det tidspunkt, der lige kunne oversætte for mig, siger hun og slår en latter op, idét hun tilføjer:

- Altså, jeg har ikke taget de beskidte tricks til mig.  

Og noget engelsk må hun have tillært sig, i hvert fald gør hun det så godt i EU, at hun netop er genvalgt på posten. Og når man spørger hende, om hun ikke er bange for at falde på halen nede i Berlaymont-bygningen, lyder svaret:

- Jeg er virkelig kommet i arbejde, for jeg fik hurtigt opgaver helt op til halsen, og dernede er man bare »på« på en anden måde. Men nej, jeg er ikke en type, der bekymrer mig. Altså jeg er ikke lalleglad jubeloptimist, men jeg går ikke en måned før og tænker: »Årh, det møde dér, det bliver godt nok svært.«

Rødstrømpe-Lone

En anden opgave, som Lone Andersen især har taget på sig efter hun kom i primærbestyrelsen, er kampen for flere kvinder i erhvervet.

- Igennem årene har vi snakket rigtig meget om kilo, hektar og hestekræfter, men jeg tror på, at kvinder kan bringe et mere menneskeligt aspekt på banen, så vi også snakker livskvalitet og arbejdsglæde, siger hun og kommer med et eksempel:

- Da erfagrupper under krisen sad og blev enige om at indgå swap-aftaler, er jeg næsten sikker på, at hvis de havde spurgt deres koner, var de blevet bedt om at forklare risikoen ved det. For det er da ikke givet, at en swap er løsningen for deres gård specifikt, og det er tåbeligt ikke at få den dialog, for det er da hjemmet, som er vigtigst for de to, og ikke hvad erfagruppen mener, siger hun med klar stemmeføring.

Hun understreger, at hun til enhver tid ønsker de bedst kvalificerede på poster i landbruget, men at der sker en udelukkelse med så få kvinder i bestyrelserne.

- Halvdelen af befolkningen er ikke inddraget i vores landbrugspolitik, fordi der kun sidder mænd. Det er ikke for at sige noget negativt om mænd, men hvis vi nu kunne udvide vores videnspalet ved at få flere kvinder ind, så vil det berige vores landbrug, og det har vi brug for, siger hun og tilføjer: Men de står godt nok ikke i kø.

Kvindekortet er gemt væk

De garvede mænd på Axelborg var dog hurtigt ved at »brække sig« over kvindekampen, som hun selv beskriver det, og det har ene-hønen taget notits af.

- Jeg er stoppet med at trække kvindekortet, for jeg gad ikke være rødstrømpe-Lone. Man skal tage sine kampe med omhu, og den her må der også være andre til at kæmpe end mig, men det er bare en kendsgerning, at vi ikke er særlig gode til at tiltrække kvinder i faget.

Landmanden har også altid været klar over, at hun blev nødt til at blive »en af drengene« for at være helt inde i varmen.

- Jeg er meget opmærksom på at komme med, hvor jeg kan, for jeg møder dem jo ikke på herretoilettet. Jeg går aldrig først i seng, hvis vi har aftenmøder, og sørger for at være med til tredje halvlegen og få en øl. Generelt vil jeg meget nødigt gå glip af noget, siger hun og griner.

Hun er også altid at finde på morgenløbeholdet til Delegeretmøde i Herning, hvor hun gerne løber side om side med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Lærer af mænd

En anden ting, Lone har taget til sig fra erfaringerne i mandeverdenen, er håndtrykket. 

- Jeg gider ikke kram, så giver mændene hinanden et håndtryk, og så skal jeg have over tyve kram til møder. Ej, kan du ikke lige se det for dig? Kram er noget pjat, og jeg kan også godt lide at holde den professionelle distance, siger hun og tager en slurk kaffe af det hvide stel med sølvkant.

Til gengæld har hun lært at tage æren for sit arbejde.

- Jeg har lært mændenes tricks, og at man helst skal prale lidt og fortælle, hvor god man er. Og det skal man gøre hele tiden, for ellers bliver jeg hurtigt skubbet af banen. Mænd er gode til at fortælle om sig selv, og det skal kvinder altså blive bedre til. For man kan ikke komme bagefter og sige, at man var hjernen bag, det er jo ligegyldigt.  

Nede på jorden

Man kunne godt fristes til at tro, at Lone Andersen ville miste sit fodfæste i den jyske muld, nu hvor hun fra tid til anden går og snakker engelsk i EU. Men hvis der er noget, hun har lært og bekræftet sig selv i, så er det vigtigheden af at følge med på staldbroen derhjemme.

- I EU har de respekt for, at jeg er økologisk landmand med en mindre gård, for når man til parlamentarikere og politikere kan sige: »Ved du hvad, hvis I laver den her lovændring, så betyder det for min ejendom, at den ikke kan drives mere.« Så gør det virkelig indtryk på dem. De siger ofte til os: »Hold da op, hvor er det godt, at det er en landmand, som er med.«

Hun er derfor slet ikke i tvivl om, at det batter noget for Danmark at være repræsenteret i den fælleseuropæiske landbrugsorganisation Copa. Og selvom antallet af hendes timer i stalden derhjemme er faldet markant, så deltager hun i alle de lokale møder, hun kan komme til, når hun er hjemme i Lyne.

- Det er vigtigt, at jeg stadig er formand for Familielandbruget VEST-Jylland, for de husker mig på, hvordan det foregår i marken, og skal også nok fortælle mig, hvor det brænder på hos dem.

Derfor mener hun heller ikke, at hun har ændret sig, da der altid er en malkeko i stalden, lokale foreningsfolk eller en telefonopringning fra naboen til at holde begge hendes fødder på jorden.

- Jeg niver da mig selv i armen og tænker: »Den lille bondekone her, der er startet ud som medhjælper på en gård og har været hjemmearbejdende husmor, hun gør en forskel i Bruxelles.«

Og til spørgsmålet, om hun nu også gør en reel forskel, bliver hun for en stund stille, og siger så i en venlig, men bestemt tone:   

- Selvfølgelig gør jeg det. Det har jeg bevist med den seneste økologiforordning, hvor vi efter tre års arbejde endelig fik vendt ministerens (Esben Lunde Larsen, red.) mandat til, at den gik igennem. Det er fantastisk og viser, at selv små grupper af mennesker kan udrette store ting, hvis man bare går målrettet efter det.

Lækkert landbrug

Lone Andersen mangler ikke titler på sit CV og kan finde sin signatur på alt fra europæiske forordninger til en lovændring om udskydelse af forbuddet af bindestalde og tankerne bag sælgerpantebrevet. Men hun er slet ikke kørt træt endnu.

- Lige nu er jeg enormt optaget af at løfte landbrugets omdømme, så befolkningen accepterer og respekterer os, og det vil jeg gerne udbrede til resten af Europa.

Det er især efter den nylige afstemning om godkendelsen af glyphosat i kommissionen, at hendes tanker om omdømme er kommet på gled.

- Nu går der fem år, men der skal altså ikke gå 4,5 år, inden vi tænker på, hvad vi skal gøre ved det. Frankrig står med en regering, der har sagt nej, mens alle landets landbrugsorganisationer har sagt ja. Vi skal forholde os til, hvad befolkningen mener om os, for det er dem, som køber vores produkter og vælger politikerne.

Hun arbejder derfor på at få »omdømme« på dagsordenen på Copas konference næste år, så alle landbrugsorganisationer hæfter sig ved problematikken og kan byde ind.

 - Vi kan i Danmark godt være trendsættere og sige, at landbruget er en del af klima- og miljøløsningen, for landbruget ejer 42 procent af hele Europas jord. De kan ikke undvære os, og det kan bare ikke hjælpe, at befolkningen først finder ud af det, når vi er slået ihjel, siger hun i en alvorlig tone og tager en brunkage fra glasskålen.

Derfor mener hun også, at de danske landmænd skal i gang nu, de skal i dialog med befolkningen, ngo’erne, grønne organisationer, og så skal de være bedre til at lytte.  

- Vi skal ud af osteklokken og gøre landbrug lækkert igen, siger hun og stiller et glas vand foran mig på køkkenbordet.

- Du må også have brug for lidt vand nu, siger hun, selvom det er hende, der har talt mest. Hun vender sig mod manden, Erik, i køkkenet, som lige skal forhøre sig om aftenmadsplanerne. De bliver enige om frikadeller og stuvet hvidkål.  

- Er det så økologisk?

- Jeg går efter det, der ser mest friskt ud, siger hun, og blinker med det ene øje.