Elev og snart færdigt uddannede Stina Fruerskov har været i praktik hos ægproducent Henrik Pihl Winterø, Aalundgaard ved Aarup.

Samarbejdet gennem uddannelse har ført til en fastansættelse som medhjælper.

- Stina har været her i tre år til august, og det har vi været så glade for, at vi har valgt at tilbyde hende et job, siger Henrik Pihl Winterø, der i første omgang så det som et sats at tilbyde en elev fra Kold College en elevplads.

- Jeg skal da være helt ærlig og sige, at havde der været en fra eksempelvis Dalum Landbrugsskole, hvor jeg selv er uddannet, der havde været interesseret, så havde jeg nok snuppet ham eller hende. Men det var der ikke, og det var jo så vores og forhåbentlig også Stina held, siger han med et smil.

Nej-tak til udenlandsk arbejdskraft

Henrik Pihl Winterø driver en ægproduktion med i alt 36.000 æglæggende høner og egen opdræt, og har gennem længere tid fundet det svært at få unge mennesker ind i landbruget og i særdeleshed inden for fjerkræ.

- Vi havde derfor en periode, hvor vi benyttede os af udenlandsk arbejdskraft, og det var ikke fordi, det ikke var ok, men nogen succes var det ikke.

- Jeg kan godt lide, hvis vi kan hygge os, joke og pjatte lidt, mens vi arbejder. Med for én, der ikke forstår sproget, bliver det meget hurtigt kun til »ja« og »nej« uden de store samtaler og sjov. Det savnede jeg.

- Så vi søgte en elev – og fik ikke mange henvendelser. Klaus Møller Ingvartsen, der er lærer på Kold College insisterede dog på, at han mente, han havde et match, hvorefter jeg fik kontakt til Stina. Og selvom jeg var usikker, så var hun dog det bedste bud.

Fordomme væk

Henrik Pihl Winterø lægger ikke skjul på, at han selv har haft en del fordomme om de elever, der udklækkes fra erhvervsskolerne frem for landbrugsskolerne.

- Efter at have mødt Stina, er jeg næsten helt flov over at sige det, men min opfattelse var, at det var på erhvervsskolerne, at de lidt tunge unge blev sendt hen. Så jeg havde ærligt talt ikke de store forventninger.

Og Stina var da også stille og forsagt i begyndelsen og virkede ikke tryg ved situationen.

- Men det er hun kommet efter. Det er klart, at når man ikke kender ret meget til arbejdsområdet, så føler man sig stille og roligt frem. Men det er gået rigtigt godt, også selvom jeg godt er klar over, at jeg har kastet Stina ud i opgaver, hvor hun ikke har været sikker på, om hun overlevede.

Godt blik for dyrene

Stina Fruerskov og hendes evner og læring inden for landbruget har overrasket Henrik Pihl Winterø positivt.

- Vi bygger stadig på det praktiske, og når nu hun bliver fastansat som medhjælper, skal hun da også til og med ind over foder, vaccination og sådan.

Henrik Pihl Winterø har dog bemærket Stinas anderledes tilgang til især dyrene.

- Hun er meget mere pussenusset – hvis man kan kalde det det - over for dyrene, end jeg vil mene, at en medhjælper med opvækst inden for landbruget vil være. Hun har falkeblik, når det gælder dyrenes trivsel. Er der en høne, der er syg og viser tegn på mistrivsel, så ser hun den.

- I begyndelsen var det med et ønske om at nurse og pleje den, hvilket vi jo med 36.000 høner i stalden, ikke kan honorere. I dag ved Stina godt, at det bedste for dyret er, hvis den bliver aflivet, og hun er som sagt supergod til at finde dem, lyder det fra den vestfynske ægproducent.

Aalundgaard

36.000 skrabehøner

Laver eget opdræt. Får dem ind daggamle og frem til 16-17 uger

Hønsemøg leveres til Fangel Biogasanlæg

90 hektar. 40 procent af hønsefoderet er fra egen produktion.