Skovdyrkerne Øerne mærker den stigende interesse for skovrejsning. Og der er mange muligheder, når man gerne vil etablere ny natur.
Skovrejsning bliver mere og mere populært, og den øgede interesse fornemmer man tydeligt hos Skovdyrkerne Øerne.
- Vi har god medvind på cykelstien, når det kommer til skovrejsning, fortæller skov- og landskabskonsulent Bjarke Sjøberg Thomsen.
Det er ikke bare private lodsejere, der ønsker sig mere skov. Også kommunerne og kirkerne er kommet med vognen. Og med et bredt udvalg af tilskudsmuligheder kan alle komme i gang.
- Der er forskellige tilskudsordninger, og man kan endda få tilskud til bare én hektar, selvom det selvfølgelig bliver en bedre forretning, jo flere hektar man søger til. Og Skovdyrkerne Øerne kan være med på sidelinjen – hele vejen.
- Først og fremmest tilbyder vi et gratis møde omkring ens skovrejsningsprojekt. Uanset om det drejer sig om en skov til jagt, bio-interesser, CO2-opsamling, produktion af træ eller herlighedsværdi til ejendommen, kan vi skræddersy en individuel løsning, fortæller Bjarke Sjøberg Thomsen.
Spændende forandring
Skulle man nu tænke, at skovrejsning er et langsommeligt projekt, der først og fremmest vil komme børnebørnene til gode, tager man fejl.
- Hvor hurtigt skoven vokser afhænger af flere faktorer. Både jordbundsforhold og en effektiv renholdelse. Når vi har taget de forbehold med, plejer vi at se en forvandling inden for fire til seks år. Så vil flere træer være mandshøje. Man skal altså ikke gå og vente 10 år, før der sker noget, og selve forandringen er i øvrigt også spændende at følge, fortæller han.
Selvom skovrejsning bliver mere og mere populært, løber Skovdyrkerne Øerne også ind i nogle knaster. Regnmængderne i de første par måneder af 2024 har påvirket arbejdet.
- Driftsplanlægningen er udfordret på grund af det våde vejr. Jeg mener ikke, det har været så vådt de seneste 30 år, men det skal selvfølgelig ikke stoppe os.
Gerne med fra begyndelsen
Selvom vejret kan forsinke enkelte arbejdsprocesser, gælder det stadigvæk om at være forberedt, så det anbefales at kontakte Skovdyrkerne Øerne i god tid.
- Vi vil rigtig gerne være med fra begyndelsen, så inddrag os hurtigst muligt. Så foretager vi en ejendomsscreening og ser på de tilskudsordninger, der passer bedst, og det kan sagtens tage syv måneder eller mere, inden vi får alle tilladelser på plads, siger Bjarke Sjøberg Thomsen og tilføjer:
- Hvis man gerne vil se maskiner på sin jord i begyndelsen af 2025, skal man kontakte os nu. En anden grund til det er, at jo hurtigere man kontakter os, jo bedre vilkår får vi, når vi ansøger de forskellige tilskudsordninger. Så rettidighed betaler sig.
Mere skov i Danmark
-
For bare 200 år siden var der kun tre procent skov i Danmark. Siden da er der lavet flere tiltag for at øge skovarealet. Ifølge den nationale skovstatistik var Danmarks skovareal i den seneste opgørelse (2022) vokset til knap 643.000 hektar, hvilket svarer til knap 15 procent af Danmarks samlede areal.
-
Miljøministeriet arbejder for mere skov i Danmark, da skove kan optage og lagre CO2, øge forsyningen med bæredygtigt træ til den grønne omstilling, gavne biodiversitet, være med til at sikre rent drikkevand og give mere plads til friluftsliv.
Kilde: mim.dk
Skovdyrkerne
Skovdyrkerne er Danmarks største medlemsejede skovbrugsfaglige organisation med flere end 80 ansatte fordelt på fem foreninger – fire i Jylland samt Skovdyrkerne Øerne, der dækker Fyn og de omkringliggende øer, Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm.